Thomas Delaney ærgrer sig over, at det ikke lykkedes Dortmund at åbne Champions League-gruppen med en sejr.

Borussia Dortmund burde have indledt Champions Leagues gruppespil med en hjemmesejr over FC Barcelona.

Det mener holdets danske midtbanespiller Thomas Delaney efter tirsdagens 0-0-kamp i Tyskland, hvor værterne i en stærk anden halvleg misbrugte et straffespark.

- Sådan en kamp skal vi vinde. Vi brændte et straffespark og havde de fleste chancer, siger danskeren til 3+.

Barcelona-målmand Marc-Andre ter Stegen havde luret, hvor Dortmunds Marco Reus ville skyde, da værterne blev tildelt et straffespark efter en lille times spil.

Keeperen havde dog allerede flyttet sig, da Reus sparkede til bolden, men tyskerne fik ikke et omspark.

- Det var svært at se inde på banen. Jeg har hørt, at den slags er blevet dømt i England, men vi kunne også bare have scoret.

- Vi havde også andre chancer, siger Delaney.

I første halvleg havde Dortmund-spillerne det svært i en taktisk præget kamp, men tyskerne kom som forvandlet ud efter pausen.

- Første halvleg var ikke god. Der var perioder, hvor vi haltede efter. Det sidste kvarter var ren overlevelse. I anden halvleg spillede vi en god kamp, siger Delaney.

- Barcelona er ikke let at spille mod. Det var ikke sådan, at vi fik en opsang i pausen, for vi forsvarede fint, men vi skulle være bedre på bolden. Vi er gode spillere, så der er ingen grund til at blive kyst af Barcelona.

Den 28-årige dansker indledte sæsonen i Dortmund på bænken, men efter flere gode præstationer tyder det nu på, at han har tilbageerobret sin plads på midtbanen.

- Det er ikke kommet af sig selv.

- Jeg har prøvet at holde snuden i sporet, siger han.

Selv om Thomas Delaney mener, at Dortmund burde have slået Barcelona, så er han tilfreds med det ene point i åbningen på gruppespillet.

- Ja, vi ok tilfredse med det - også med hvordan kampen forløb, siger han.

Om to uger skal Borussia Dortmund på besøg hos Slavia Prag, der tidligere på tirsdagen indledte gruppen med 1-1 ude mod italienske Inter.

/ritzau/