Delaney: De kan også spille fodbold i Conference League
Det var vigtigt for selvforståelsen i FCK, at holdet sikrede et europæisk gruppespil, siger anfører og træner.

Det var vigtigt for selvforståelsen i FCK, at holdet sikrede et europæisk gruppespil, siger anfører og træner.

Der var lettelse at spore hos FC Københavns spillere og cheftræner efter avancementet til Conference League.
FCK vandt 4-1 over Inter Turku torsdag aften i Parken, og københavnerne kan nu se frem til seks kampe i den tredjebedste europæiske klubturnering.
- Ja, det er Conference League, men holdene i Conference League kan også spille fodbold. Det er måske ikke altid Real Madrid, vi møder.
- Men det er oplevelser, og så kan vi se, hvor langt vi kan drive det, siger FCK-anfører Thomas Delaney.
FCK-truppen lyder lige nu på hele 28 spillere, så avancementet var også vigtigt i den sammenhæng.
- Vi har en bred trup, så det hjælper på at kunne fordele noget spilletid. Det betyder også noget for klubben og for økonomien. Men vigtigst betyder det noget for fansene med de oplevelser, siger Delaney.
FCK havnede i Superligaens nedrykningsspil i foråret og kom i Europa via en syvendeplads i ligaen og en hårdt tilkæmpet sejr i en playoffkamp ude mod Brøndby.
- Det har jo været en lang vej. Vi kan tage derbyet mod Brøndby med som en kvalifikationskamp og så tre runder mere. Det var svært. Med et nederlag over to kampe er man ude.
- Men alle viste sig fra deres bedste side, så jeg er glad, siger Delaney.
FCK-træner Bo Svensson hæfter sig også ved udfordringerne, siden han overtog jobbet efter fyringen af Jacob Neestrup i foråret.
- Det har været en lang rejse. Da jeg kom, lå vi nummer otte. Så skulle vi først blive nummer syv. Så skulle vi vinde i Brøndby og så gå videre fra tre kvalifikationsrunder.
- Vi løste det godt og vandt fortjent over finnerne, mener Svensson.
Delaney vil ikke dvæle for meget ved sejren over Inter Turku, men ser i stedet frem mod større mål i resten af sæsonen.
- Det handler om perspektiverne og ikke altid om øjeblikket. Det gør det måske en dag om året, når vi vinder mesterskabet.
- Det handler om, at vi har europæiske aftener til gode, udebaneture for fansene og forhåbentlig nogle gode modstandere, siger Delaney.
Der er lodtrækning til Conference League fredag.
RITZAU