Kvindelandsholdet har indgået en midlertidig aftale med DBU. Nye mæglere træder ind i fortsatte forhandlinger.

Ballerup. Spillerforeningen og Dansk Boldspil-Union (DBU) er blevet enige om en delaftale, der sikrer, at det danske kvindelandshold i fodbold kan spille tirsdagens VM-kvalifikationskamp i Kroatien.

Det meddeler parterne i en pressemeddelelse.

Meldingen kommer på dagen, hvor Danmark skulle have mødt Sverige i Göteborg, men den kamp er blevet aflyst, da parterne ikke i tide fik en delaftale på plads.

Efter kampen mod Kroatien vil parterne genoptage forhandlingerne. Det bliver med assistance fra Den Internationale Spillerforening (Fifpro) og Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) som mæglere.

Indtil da spiller spillerne på en midlertidig aftale, selv om de hele ugen har slået fast, at det var udelukket at spille på en midlertidig aftale.

Landsholdsanfører Pernille Harder glæder sig dog alligevel over, at holdet nu kan spille mod Kroatien.

- Det er vigtigt, at vi nu har fået en delaftale på plads, der gør det muligt at spille VM-kvalifikationskampen, og som samtidig betyder, at vi fra begge lejre har givet tilsagn om at forhandle videre og få en kollektiv aftale på plads snarest, siger Pernille Harder.

I september, da forhandlingerne første gang gik i hårdknude, endte parterne også med at indgå en midlertidig aftale, så holdet akkurat nåede at blive klar til VM-kvalifikationskampen i Ungarn.

En ny landsholdsaftale omfatter også herrernes U21-landshold, som tidligere i oktober ligeledes var samlet og spillede to kampe på en midlertidig aftale.

Hos DBU ser elitechef Kim Hallberg positivt på, at kampen mod Kroatien er reddet.

- Den sidste tid har handlet alt for meget om konflikt - det har skadet kvindelandsholdet og alle os, der hepper på dem.

- Nu har vi fuldt fokus på fodbold og forberedelserne til den vigtige VM-kvalifikationskamp mod Kroatien på tirsdag, siger Kim Hallberg.

Kvindelandsholdet træner i DBU-regi fredag middag i Ballerup.

Der er ikke nyt fra Uefa og/eller Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) om mulige sanktioner efter aflysningen af VM-kvalifikationskampen mellem Sverige og Danmark.

/ritzau/