Primært superligaspillere og spillere i mindre udenlandske klubber skal sikre U21-landsholdet EM-succes.

København. Når det danske U21-landshold i fodbold i juni skal forsøge at jagte en triumf ved EM i Polen, bliver det uden de største profiler i aldersklassen.

Det danske U21-landsholds EM-trup blev mandag udtaget ved indgangen til Rumteatret i Tycho Brahe Planetarium, men der var ingen store stjernenavne i landstræner Niels Frederiksens trup.

Spilleberettigede stjerner som Kasper Dolberg, Yussuf Poulsen, Andreas Christensen, Riza Durmisi, Pierre-Emile Højbjerg og Pione Sisto er således ikke med i Niels Frederiksens EM-trup.

De omtalte spillere har i langt højere grad været tilknyttet A-landsholdet gennem de to år, som U21-EM-kvalifikationen har varet.

Derfor består den danske EM-trup primært af de spillere, som også har været med til at spille holdet til EM.

Det er blandt andre superligaprofiler som Andreas Maxsø, Marcus Ingvartsen og Christian Nørgaard, samt udlandsprofessionelle spillere som Lasse Vigen Christensen, Andrew Hjulsager og Kenneth Zohore.

Der var også mindre overraskelser i form af reservemålmanden Daniel Iversen fra Leicester, forsvarsspilleren Joachim Andersen fra Twente og den unge FC Nordsjælland-midtbanespiller Mathias Jensen.

Niels Frederiksen havde håbet på lidt stjernestøv, men fik nej fra Kasper Dolberg og Yussuf Poulsens klubber.

- Ajax og RB Leipzig har sagt, at de ikke er interesserede i, at Kasper Dolberg og Yussuf Poulsen skulle deltage i først A-landskampe i juni og siden U21-EM. De to ville ellers rigtig gerne have været med, siger Niels Frederiksen.

Han understreger, at han med disse undtagelser ikke var interesseret i at tilknytte spillere, der primært har været med A-landsholdet.

- Det har aldrig været min plan, at en stor del af dem, som ikke har deltaget i kvalifikationen, skulle spille slutrunden. Det ville gå ud over kollektivet.

- Jeg har haft overvejelser omkring, om de skulle udtages. For de er jo dygtige spillere. Et af problemerne har været, at nogle af dem har spillet mange kampe over sæsonen. Andre står foran et klubskifte, siger Niels Frederiksen.

U21-landsholdet skal med til EM for syvende gang. Holdet er i gruppe med Italien, Tyskland og Tjekkiet.

En på papiret svær gruppe, men Niels Frederiksen tror på succes, når holdet fra 18. juni tager hul på EM.

- Vi mødte Italien i november, hvor vi spillede 0-0. Der spillede vi en rigtig fin kamp, så vi kan godt være med, når vi møder de allerbedste.

- Tyskland vandt alle kampe i kvalifikationen, mens Tjekkiet også kvalificerede sig som gruppevinder.

- Vi er blevet trukket i en relativt svær gruppe, men det skræmmer os egentlig ikke. Vi ligger selv som det femtebedste U21-landshold i Europa. Det er det fodboldhold i Danmark, som er allerbedst på ranglistepoint, siger Niels Frederiksen.

/ritzau/