Efter hjemmekampen mod Sønderjyske lød det fra Ståle Solbakken, at det nok ville være i 'sidste øjeblik', han ville finde ud af, om han kunne bruge de to midtbaneprofiler Carlos Zeca og Rasmus Falk torsdag aften.

Og nu kan nordmanden ånde lettet op, for begge spillere er umiddelbart kommet sig oven på deres to skader og er med i startopstillingen til returopgøret mod Atalanta.

Kravet er egentlig meget 'simpelt' til Ståle Solbakkens mandskab. Løverne skal vinde for at gå videre.

For da første opgør endte 0-0, vil samme resultat sende kampen i forlænget spilletid, mens uafgjort med mål sender Atalanta videre på reglen om flest scorede mål på udebane.

Der er dog ingen tvivl om, at der venter en stor opgave for FC København mod det italienske mandskab fra Serie A.

Noget, Ståle Solbakken heller ikke har lagt skjul på før.

»Det er et middel udgangspunkt (0-0 på udebane, red.), for at score to mål på Atalanta er ikke det nemmeste. Vi skal jo helst holde nullet. Vi har gjort det før, og så er vi måske mere underdogs, end vi plejer, men vi kan gøre det. Det er ikke sådan, vi ikke tror på det. Det bliver spændende. Har de en dag på maks. niveau, bliver det svært, og det må vi forhindre,« sagde Ståle Solbakken efter kampen mod Sønderjyske.

Kampen mod Atalanta fløjtes i gang klokken 18.30.