En 2,5-dobling af lønnen.

Det vil stjernemålmanden David De Gea have for at forlænge sin kontrakt med Manchester United.

Og det er lige præcis det, der i øjeblikket deler parterne i forhandlingerne - og det er grunden til, at forhandlingerne endnu ikke er afsluttet med en ny underskrift.

I øjeblikket tjener David De Gea 200.000 pund om ugen - svarende til lige over 1,7 millioner kroner hver uge.

Ifølge Daily Mirror er Manchester United villig til næsten at fordoble den sum til 350.000 pund om ugen - hvilket er lige over tre millioner kroner hver eneste uge året rundt.

Men det er altså ikke nok for den 28-årige målmand.

Mediet skriver, at han forlanger i omegnen af en halv million pund om ugen, hvilket er det samme som 4,3 millioner kroner i ugeløn. Eller 224 millioner kroner om året.

David De Geas fremtid i Manchester United har længe været omgivet af usikkerhed.

Ikke mindst da Josë Mourinho var træner i klubben lignede det et brud mellem parterne. I november sidste år valgte Premier League-klubben dog i første omgang at udnytte en klausul i kontrakten, så den blev forlænget med et år med nyt udløb i juni 2020.

Siden er situationen blevet anderledes i Manchester United efter Mourinho-fyringen i december og Ole Gunnar Solskjærs ankomst, men parterne er altså endnu blevet enige.

I februar lød det ellers fra klubbens transferansvarlige, Ed Woodward, at de manglende kontraktforlængelser med nøglespillere skulle blive færdiggjort 'så hurtigt som muligt'.

David De Gea har været i Manchester United siden 2011.