Én voksenbillet og én børnebillet.

Det er, hvad DBUs nye julesatsning – den såkaldte julepakke – inkluderer, hvor du kan opleve en af herrelandsholdets kommende EM-kvalifikationskampe i Parken mod enten Finland, Nordirland, San Marino, Kasakhstan eller Slovenien.

Der er bare ét problem. Prisen på 900 kroner.

'Er det kun mig, der bliver totalt forarget, når DBU sender en mail om 'den gode julegave' – en voksen + en børnebillet = 900 kroner! Er I fuldstændig sindssyge?' skriver Thomas Koll på Twitter.

Danske fans under Nations League-kampen mod Frankrig.
Danske fans under Nations League-kampen mod Frankrig. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Over for B.T. uddyber han, at der er flere problemer ved den julepakke, som DBU annoncerede tirsdag.

»Det er en kombination af flere ting. Det er det sportslige aspekt, at modstanderne er af en så uattraktiv kaliber. Derudover også sammenligningen af, hvad en normal fodboldkamp koster i Danmark. Prisen på 900 kroner for en voksen og et barn er fire til fem gange højere end til en Superliga-kamp, hvis det kan gøre det,« lyder det fra Thomas Koll.

»Og så synes jeg, at det skaber en distance mellem landsholdet og folket, som de prøver så meget at identificere sig med. Der vil ganske enkelt være en gruppe af dem, der har råd til at se landskampe, og dem, der ikke har. Fem hjemmekampe a 900 kroner for to billetter, det er 4.500 kroner for fem fodboldkampe. Slutteligt harmonerer kamptidspunkterne heller ikke rigtig til børn. Kampstart klokken 20.45 er godt nok sent.«

Thomas Koll er bestemt ikke den eneste, der har udtrykt utilfredshed med julepakken.

Der skal punges ud, hvis du vil se herrelandsholdet i aktion på hjemmebanen i Parken.
Der skal punges ud, hvis du vil se herrelandsholdet i aktion på hjemmebanen i Parken. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Jeg mener, at DBU spiller højt på den tillid, de opbyggede under sommeren 2021. Man må leve på en helt særlig planet, hvis man synes, at 900 kroner for en voksen og en børnebillet mod San Marino er 'at være i julehumør',« lyder det fra Sebastian Lynggaard, der kalder de 900 kroner for 'en decideret rabiat pris'.

Men at landsholdet spiller højt på tilliden fra de danske fans, afviser Tobias Hoff, der er kommerciel direktør i DBU.

»Vi er bevidste om, at der er en stærk relation mellem fans og landsholdet, og vi fornemmer også nu, at der er tålmodighed med os. Vi har lige skuffet fælt ved VM, og på trods af det kan vi allerede sælge billetter til det kommende år. Så det er ikke noget med, at vi spiller på det, men mere et spørgsmål om, at der er en stærk relation, og den skal vi selvfølgelig være varsom med,« siger han og fortsætter:

»Vi skal også levere store oplevelser til vores fans, men jeg er ikke bekymret for, at relationen mellem vores fans og landsholdet er under pres lige nu.«

Tobias Hoff fortæller, at der er godt gang i salget af julepakkerne.
Tobias Hoff fortæller, at der er godt gang i salget af julepakkerne. Foto: DBU Kommunikation
Vis mere

Tobias Hoff fortæller, at normalprisen i 2022 for to billetter på samme pladser, som julepakken inkluderer, er 1.200 kroner. Her er der dog normalt tale om to voksenbilletter, hvor der som bekendt er tale om én voksen- og én børnebillet i julepakken.

Er der en grund til, at prisen ligger på 900 kroner, eller kunne prisen lige så vel være en anden?

»Det er jo nogle gange det muliges kunst og måden at prissætte det på. Det er egentlig helt det samme som i 2022. Vi sætter ikke priserne op, selvom alt andet i samfundet stiger, men vi introducerer bare, at man kan købe en børnebillet i den her kategori.«

»Børnebilletter hos os er altid halv pris, og så lander vi på 25 procent. Så på den måde er det tilfældigt, det kunne godt have været både mindre og mere, alt efter hvad en børnebillet nu stod til. Vi introducerer en børnebillet i en kategori, der ikke normalt har en børnebillet,« siger Tobias Hoff og tilføjer, at det også er muligt at købe billetter i andre kategorier ned til 150 kroner. Disse billetter sættes dog først til salg syv uger inden kampstart.

Julepakken til kampen mod Nordirland er allerede udsolgt, og inden længe vil kampen mod Finland være det samme, fortæller han.

Hvad end du vælger en julepakke til kampen mod Finland, Nordirland, San Marino, Kasakhstan eller Slovenien, vil prisen være den samme.

Kampene er fordelt på forskellige ugedage, blandt andet torsdag, fredag og lørdag. De spilles alle klokken 20.45.