Når det danske fodboldlandshold torsdag møder Belarus i den tredje kamp i VM-kvalifikationen, er det også et møde med en modstander, som Dansk Boldspil-Union (DBU) helst ser udelukket fra international fodbold.

Det har unionen gentaget gang på gang, og derfor kommer der heller ikke til at være hjertevarme hilsner, når lederne i de to landes fodboldforbund uundgåeligt støder ind i hinanden på det ellers mennesketomme stadion i den ungarske provinsby Zalaegerszeg.

Det siger Dansk Boldspil-Unions (DBU) administrerende direktør, Erik Brøgger Rasmussen.

- Vi tager ned og spiller kampen, og så tager vi hjem igen. Det er det eneste, det handler om. Vi skal ikke til nogen møder med nogen fra Belarus. Deres repræsentanter vil være på stadion, så vi kan ikke undgå at se dem og derfor også hilse på dem, men det er så det, siger han.

DBU vil ikke bruge kampen til synligt at markere, at unionen hellere ser Belarus udelukket fra international fodbold i lighed med Rusland, fordi Belarus har støttet Ruslands krigsførelse i Ukraine siden 2022.

- Der er et regelsæt for afviklingen af den her type kampe, og de regler følger vi. Det er ikke ved kampen, vi skal signalere, hvad vi mener. Det er der et andet forum for, siger Erik Brøgger Rasmussen.

Imens Rusland helt er udelukket, må Belarus' landshold gerne spille med i kvalifikationsturneringer. Holdets hjemmekampe må bare ikke foregå i Belarus, og det er derfor, at Danmarks landshold bruger midtugen i Ungarn.

Sanktionen rammer Belarus' fodboldforbund på indtægtssiden og hæmmer muligheden for sportslig succes.

- Vi vil helst have, at Belarus ikke spiller med i international fodbold på alle niveauer. Det er vi desværre bare ikke tilstrækkeligt mange, der mener, og derfor er der den her mellemløsning, hvor Belarus må være med, men ikke spille på hjemmebane.

- Hvis man skal spille sine hjemmekampe på neutral bane uden tilskuere, så er det jo en sanktion, og det er en forringelse af de sportslige muligheder. Det er ikke den sanktion, vi havde håbet på, men det forbedrer i hvert fald ikke Belarus' betingelser for at klare sig godt, siger Erik Brøgger Rasmussen.

Medlemslandene i Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) udveksler jævnligt synspunkter om Belarus, men debatten flytter ikke stemmer fra den ene til den anden lejr i spørgsmålet om, hvordan Belarus skal sanktioneres.

- Vi fremfører vores synspunkt gang på gang, for det er uændret, og dem, der mener det modsatte som os, fastholder også deres synspunkt. Der er ingen parter, der har flyttet sig, så vores holdning er stadig i mindretal på det spørgsmål.

- Vi er en lille gruppe, der mener, at sanktionerne mod Belarus skal gå længere, mens en større gruppe mener, at den nuværende sanktion er passende. Jeg ser ingen bevægelse i de enkelte landes holdninger til det her spørgsmål, og det har jeg ikke gjort på noget tidspunkt, siger Erik Brøgger Rasmussen.

Mandag 29. september deltog DBU-direktøren i et møde, da Uefa-præsident Aleksander Ceferin, generalsekretær Theodore Theodoridis og rådgiver Luis Figo gæstede København. Brøgger vil ikke fortælle, om Belarus' rolle i europæisk fodbold blev vendt på mødet.

- Det var et høflighedsbesøg, så jeg kommer ikke til at referere, hvad vi talte om, siger han og henviser i stedet til DBU's hjemmeside.

Her fremgår det, at "en række strategiske temaer, herunder Danmarks nuværende EU-formandskab og særligt betydningen af den europæiske sportsmodel" var blandt emnerne på mødet.

I november skal Belarus' landshold til København for at møde Danmark i Parken. Ved den kamp har Belarus frabedt sig at have et afsnit til udefans.

/ritzau/