DBU vil granske Fifa-plan: Kan få vidtrækkende konsekvenser
Fifa-forslag kan få "potentielt meget vidtrækkende konsekvenser for international fodbold", siger DBU-chef.

Fifa-forslag kan få "potentielt meget vidtrækkende konsekvenser for international fodbold", siger DBU-chef.

Dansk Boldspil-Union (DBU) ser med bekymring på Det Internationale Fodboldforbunds (Fifa) intention om at etablere og frasælge dele af et kommercielt selskab, der skal øge indtjeningen til forbundets turneringer.
Med andre ord vil Fifa gøre det muligt for eksterne investorer at købe sig ind i eksempelvis en VM-slutrunde.
DBU vil gerne vide endnu mere om Fifas forslag og diskutere det internt i europæisk regi, inden unionen vil melde nærmere ud om sin holdning til Fifa og præsident Gianni Infantinos plan.
Sådan lyder det fra DBU's administrerende direktør, Erik Brøgger Rasmussen, i en skriftlig kommentar.
- På linje med Uefa så tager DBU det her meget alvorligt. Der er tale om et forslag, som vi kun har læst om i medierne, men med potentielt meget vidtrækkende konsekvenser for international fodbold.
- Derfor er det afgørende, at vi får det fulde overblik over indholdet og processen. Kun på den baggrund har vi mulighed for at drøfte sagen i DBU og med vores kolleger i Uefa og efterfølgende forholde os til indholdet, siger Erik Brøgger Rasmussen.
Fifa meddelte tirsdag, at forbundet vil rejse 4,2 milliarder dollar - svarende til 27,6 milliarder kroner - til det kommercielle selskab, der har fået navnet Fast Forward Programme (FFP).
FFP vil få en værdiansættelse på omkring 20 milliarder dollar - 131 milliarder kroner.
Fifa vil sælge en mindre ejerandel af selskabet, og nettooverskuddet vil blive geninvesteret i fodbolden, lyder det fra Fifa.
Hvis planen skal blive til virkelighed, kræver det, at et flertal af Fifas 211 medlemslande bakker op.
Forslaget mødte omgående kritik fra Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa).
Fifa-planen krydser en grænse, som fodboldens institutioner ikke bør overskride, skrev Uefa tirsdag på X.
- Fodboldens ånd og ledelse er ikke aktiver, man kan handle med - især ikke, når der ikke er nogen gennemsigtighed med hensyn til, hvem der tjener penge på det.
- Ingen af os ejer fodbolden. Det er ikke op til Fifa at sælge den, skrev Uefa.
Sveriges Fodboldforbund (SvFF) bakker op om Uefas bekymring.
- Vi noterer os og deler de legitime bekymringer, som Uefa har rejst vedrørende Fifas forslag. Vi kommer til at analysere forslaget omhyggeligt, meddeler SvFF ifølge TT.
RITZAU