DBU vil af med Infantino: Søger troværdigt alternativ
Gianni Infantino skal afløses af en troværdig præsidentkandidat, mener DBU, som vil af med schweizeren.

Gianni Infantino skal afløses af en troværdig præsidentkandidat, mener DBU, som vil af med schweizeren.

Der er brug for en ny leder i Fifa.
Sådan lyder meldingen fredag på DBU's hjemmeside, efter at bestyrelsen har drøftet situationen i verdens mest magtfulde fodboldforbund.
DBU-formand Jesper Møller har tidligere givet udtryk for, at tilliden til Gianni Infantino er væk, efter at Fifa i slutningen af juli foreslog at sælge andele af Fifas turneringer til private investorer.
Og nu lyder det i en meddelelse fra en samlet bestyrelse i det danske forbund, at der er brug for en afløser.
- Tilliden til Gianni Infantino er væk, og hverken tilbagetrækningen af forslaget eller den efterfølgende undskyldning for håndteringen af processen ændrer på den vurdering. Den seneste uges udvikling understreger blot yderligere bestyrelsens ønske om en ny Fifa-præsident, skriver DBU.
Infantino søger genvalg som præsident til marts næste år, og endnu har ingen modkandidater meldt sig.
DBU vil selv tage del i jagten på den rigtige kandidat.
- Derfor vil DBU sammen med Uefa og vores internationale kolleger arbejde for, at medlemsforbundene ved præsidentvalget i 2027 får et reelt valg og et troværdigt alternativ, som kan samle Fifa på tværs af konføderationer og genopbygge den tillid, der er blevet brudt, lyder det i pressemeddelelsen.
Siden lanceringen af det nu skrinlagte Fifa Forward Enterprise har Infantino været i strid modvind fra flere sider.
De kontinentale forbund i Europa, Asien samt Nord- og Mellemamerika samt Caribien har i en fælles erklæring konstateret, at præsidenten har "svigtet sin forpligtelse".
RITZAU