Interessen for at se Danmarks kamp mod Sverige er enorm. Det kan Dansk Boldspil-Union (DBU) mærke, og derfor kan det blive svært at få billet til EM-playoff braget, hvis du skulle have lyst til det.

»Mit bud er, at vi kunne have solgt det dobbelte antal billetter,« siger DBUs eventchef, Jacob Lauesen.

Da kapaciteten i Parken er 38.000, betyder det, at der kunne have været solgt op imod 80.000 - måske endda flere.

»Det er utroligt svært at udtale sig om, fordi vi lige nu har solgt nul billetter. Vi ved mere om det tirsdag kl. 9.10,« siger Jacob Lauesen.

Dette tidspunkt er ti minutter efter, at billetsalget går i gang. Men det er ikke det samme, som at hvemsomhelst kl. 09.00 kan købe alle de billetter, som hun eller han kunne tænke sig.

DBU har lavet en hakkeorden på tilskuerne, og det er dén, unionen betjener sig af, når salget af billetterne til kampen 17. november går i gang.

Tirsdag den 20. oktober fra kl. 9.00-23.59 er der forsalg for sæsonkortholdere, fans med fast plads, medlemmer af Landsholdsklubben, og folk, der har købt de såkaldte hattrick-billetter. Hattrick-billetterne var en særlig type billetter, der gjaldt til alle hjemmekampene mod Serbien, Albanien og Frankrig.

Dagen efter, 21. oktober, fra kl. 9.00 er der forsalg for fans, der har købt billetter til en eller flere af Danmarks EM-kvalifikationskampe. Kampen mod Frankrig regnes med i denne kategori, selvom den ikke talte med i kampen om at kvalificere sig til næste sommers slutrunde.

Og torsdag 22. oktober fra kl. 09.00 kan alle andre så købe billetter, hvis der ellers er flere tilbage.

»Vi har delt tilskuerne op på denne måde, fordi vi gerne vil belønne vores mest trofaste fans. Det er et princip, som mange andre lande bruger, og som klubberne iøvrigt også bruger,« siger Jacob Lauesen.

Landsholdsklubben oplevede et boom på 2.000 nye medlemmer, efter at lodtrækningen til play-off kampene parrede Danmark med Sverige. Derfor har DBU midlertidig lukket for tilgang til Landsholdsklubben, så man kan ikke få billetter ad denne smutvej.

De mennesker, der køber billetter tirsdag, kan maksimalt købe tre billetter. Den ene er med rabat. De tilskuere, der først køber billetter onsdag, kan maksimalt købe fire billetter, og de får ingen rabat.

»Det er også noget, som vi indførte ved starten af denne kvalifikation, så der er ikke noget nyt i det. Formålet er, at vi gerne skulle undgå salg af sortbørs-billetter. Vi holder øje med, om der er medlemmer af Landsholdsklubben, der sælger billetter på det sorte marked, men det er ikke vores indtryk, at det er et stort problem,« siger Jacob Lauesen.

Kampen mod Sverige har kick-off 17. november kl. 20.45. Den første kamp spilles i Stockholm tre dage tidligere.

Hvis man føler sig heldig, kan man købe billetter på billetsalg.dbu.dk