Det massivt kritiserede Qatar-VM nærmer sig, så jagten på det perfekte hotel for de danske landsholdsstjerner er gået ind i sin afgørende fase – efter et langt tilløb.

For det er noget af et minefelt at finde det rette hotel i Qatar, som lever op til den standard, som DBU kræver i forhold til eksempelvis overholdelse af menneskerettigheder og migrantarbejderes forhold.

»Det har i hvert fald taget tid«, siger DBU-direktør Jakob Jensen, som dog også kan fortælle, at fodboldforbundet er ved at nå i mål og snart kan melde ud, hvor Kasper Hjulmands landshold skal slå lejr under VM-slutrunden.

»Vi har haft dialog med flere hoteller, og vi er – og har ad flere omgange – været i en meget grundlæggende dialog med et specifikt hotel i mere end et halvt år, så vi så at sige kan feje foran egen dør. Vi føler os relativt trygge over, at vi har gang i noget godt, som nok skal lande fint. Men vi har ikke skrevet under endnu,« siger Jakob Jensen.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

DBU-direktøren er i disse dage i Doha i Qatar med en UEFA-delegation, som er nede for at se nærmere på forholdene i landet, hvor VM til november skal afholdes.

Migrantarbejderes dårlige forhold, manglende rettigheder for homoseksuelle og generelle problemer med at overholde grundlæggende menneskerettigheder er nogle af de stærkt kritiserede punkter, som har gjort VM i oliestaten til udskældt – også af DBU selv.

Også Qatars hoteller har der været fokus på. Eksempelvis har DR i samarbejde med NRK og SVT påvist, at det på flere Fifa-anbefalede hoteller kniber med accepten af homoseksuelle.

Derfor har det også været magtpåliggende for DBU, at de får undersøgt og skabt et tæt samarbejde med det potentielle VM-hotel. Og at hotellet får ændret forhold, som DBU ikke kan stå inde for, hvilket allerede er sket nu.

Foto: KARIM JAAFAR
Vis mere

»Vi har lært hinanden at kende, vi har fuld indsigt i bøgerne, og vi har også kunnet få øje på forhold, som vi har syntes var lidt kritisable, og dem er der blevet rettet op på. Vi har fået lov til at se de steder, hvor deres medarbejdere bor. Det har vi gjort sammen med fagforeninger og mennesker, der lokalt har mere forstand på de her ting, end vi har, og også sammen med internationale organisationer,« siger Jakob Jensen.

VM i Qatar, hvor Danmark er i gruppe med Frankrig, Australien og Tunesien, starter den 21. november.