Dansk Boldspil-Union (DBU) vil onsdag klokken 10 orientere Sveriges fodboldforbund om, at spillerne på Danmarks kvindelandshold ikke stiller op til VM-kvalifikationskampen på fredag i Göteborg.

Det meddeler DBU på sin hjemmeside.

Her fremgår det, at bestyrelsen bakker DBU's forhandlere op i konflikten med Spillerforeningen:

»Uenigheder om nye landsholdsaftaler handler mere om principielle spørgsmål end om økonomi.«

»Forhandlinger skal ikke hastes igennem eller forstyrre sportslige forberedelser,« understreger DBUs bestyrelse.

»I morgen klokken 10 vil DBU orientere det svenske fodboldforbund om, at spillerne ikke vil spille kampen,« lyder det på hjemmesiden.

Kvindelandsholdet er udeblevet fra træningen i Helsingør både mandag og tirsdag. Tirsdag har holdet i stedet valgt at selvtræne i Dragør.

/ritzau/