Det bliver billigere at gå til landskamp, og jo oftere man kommer, desto mere falder priserne. Det er den mest opsigtsvækkende del af DBU's nye billetstrategi, der træder i kraft fra den kommende EM-kvalifikation, og som skal sikre, at der kommer flere tilskuere i Parken.

- Vi ønsker flere tilskuere til vores hjemmekampe, og det tror vi på kan lade sig gøre ved at se på priserne, ved at skabe bedre oplevelser for dem, der kommer, og ved at belønne de mest loyale af landsholdets fans, siger DBU A/S' administrerende direktør, Katja Moesgaard.

Den nye strategi betyder, at 76 procent af landskampbilletterne bliver billigere, og at man med et medlemskab af landsholdets nye fanklub kan opnå en rabat på 20 procent. Det bliver også muligt at købe et sæsonkort, som der også kan opnås yderligere besparelser med. Helt konkret vil en familie på to voksne og to børn til den kommende EM-kvalifikationskamp kunne få billetter for i alt 650 kroner, hvor den selvsamme familie hidtil ville skulle have betalt 1.300 kroner for oplevelsen.

Baggrunden for DBU's nye tiltag er tre forskellige undersøgelser, der tegner et billede af, at der mildest talt er plads til forbedringer på en række parametre omkring landskampene. Tilskueroplevelsen med 8.000 deltagere viser eksempelvis, at der er stor utilfredshed med parkeringsforhold, offentlig transport, udvalget i boderne og ikke mindst underholdningen før og i pausen af kampene, der på en skala fra minus 100 til 100 scorede karakteren minus 4.

- Vi kan gøre noget omkring parkering og transport, men dér, hvor vi virkelig kan gøre en indsats, er omkring underholdningen før kampene og i pausen. Her arbejder vi på at gøre oplevelsen bedre ved hjælp af storskærme, sociale medier og ved at tilskuerne eksempelvis kan være med til at sammensætte playlisten op til kampene, siger Katja Moesgaard.

DBU har i forbindelse med arbejdet været i kontakt med 15 forskellige lande og har især hentet inspiration i Skotland, Belgien, Tyskland og Finland, der alle har oplevet store tilskuerfremgange.

FAKTA

Landskampene bliver delt op i fem kategorier fra A til E.

A-kampe kunne være mod Italien, England, Tysklan og Spanien. Priser fra 250 til 650 kr.

E-kampe kunne være kampe mod Armenien, Albanien og træningskampen mod Frankrig. Priser fra 150 til 400 kroner.

EM-kvalifikationskampen mod Portugal bliver en B-kamp. Priser fra 225 til 575 kroner.

EM-kvalifikationskampen mod Serbien bliver en C-kamp. Priser fra 200 til 500 kroner.

***

Sæsonkort til EM-kvalifikations-kampene mod Armenien, Portugal, Serbien og Albanien samt træningskampene mod Sverige og Frankrig koster fra 700 til 1820 kroner. I forhold til VM-kvalen til 2014 udgør priserne en besparelse på mellem 275 og 505 kroner samt yderligere mellem 125 og 250 kroners besparelse på venskabskampen mod Sverige.

***

DBU har oprettet en landsholdsfanklub. Medlemskab giver bla. 10 procent rabat og forkøbsret til billetter, 20 procent rabat på landsholdstrøjer, samt en velkomstpakke og adgang til nyheder før alle andre. Et medlemskab koster 200 kr.