Der skal være konsekvenser over for homofobiske tilråb under fodbold, mener DBU's kommunikationschef.

Dansk Boldspil-Union (DBU) håber, at der gøres noget ved søndagens hændelser, hvor der i superligakampen mellem OB og FC København blev sunget homofobiske sange rettet mod FC Københavns Viktor Fischer.

Fodboldforbundet ser gerne, at de involverede OB-fans bliver straffet.

- Jeg håber, at der er nogen, der anmelder det, eller at Disciplinærinstansen selv tager det op, så der kan blive fulgt op, og at det her kan få nogle konsekvenser, siger DBU's kommunikationschef, Jakob Høyer.

Han roser Viktor Fischers reaktion, da han i stedet kunne vælge at ignorere tilråbene.

- Jeg synes, at det er rigtig godt af både Viktor Fischer, men også William Kvist, som er ude at italesætte det, og at spillerne står op for det her.

DBU har sammen med Amnesty, Institut for Menneskerettigheder, Spillerforeningen og Divisionsforeningen kørt en kampagne ad flere omgange, hvor der er blevet gjort opmærksom på homofobi i dansk fodbold.

- Jeg tror, at noget af det vigtige er, at vi bliver ved med at køre kampagner og køre holdningspåvirkning på forskellige parametre.

- Der er brug for, at fans og klubber skrider ind for at bekæmpe det. Det er den bedste måde at komme det til livs på, og det er nødvendigt, siger Jakob Høyer.

Om Fodboldens Disciplinærinstans vil tage sagen op, er endnu uvist ifølge Ekstra Bladet.

Det er op til Fodboldens Disciplinærinstans at håndtere sager som disse og afgøre, om en forseelse skal føre til straf.

OB og FC København samt begge klubbers fanklubber tager afstand fra homofobi.

Mandag eftermiddag har DBU, Spillerforeningen og Divisionsforeningen udarbejdet et fælles statement på DBU's hjemmeside.

Her opfordrer de blandt andet fodboldklubberne til i samarbejde med deres fanklubber at afklare med dem selv, hvilke sanktioner de fremadrettet vil benytte over for tilskuere, der chikanerer spillere, og at homofobiske og racistiske tilråb skal stoppes øjeblikkeligt blandt tilskuere.

/ritzau/