Billedet er for længst gået viralt.

Og det har nu fået DBU helt op i det røde felt.

For under tirsdagens brag mellem Skotland og Danmark begyndte et billede fra udebaneafsnittet på Hampden Park, hvor de danske fans stod placeret, pludselig at florere på de sociale medier.

På billedet kan man se et banner med teksten 'Forsvar Europa' samt et Totenkopf-dødningehoved, som er et velkendt nazi-symbol.

Et banner, som DBU tager massiv afstand fra.

Det skriver unionen i et skriftligt svar til B.T.

»Fra DBU's side finder vi banneret og dets budskab fuldstændig uacceptabelt. Det er absolut ikke foreneligt med de danske fans og det, som dansk fodbold står for. Vi havde cirka 2.500 danske fans på Hampden Park, der gav en flot opbakning til herrelandsholdet. Vi anser ikke dem på billedet som en del af de danske fans,« lyder det fra Erik Brøgger, der er direktør i DBU, inden han fortsætter:

»Det er hjemmeholdet, der visiterer i forbindelse med kampe, og vi gjorde sikkerhedsfolkene på stadion opmærksomme på det, da vi blev bekendt med banneret. Vi har et katalog med godkendte flag til landskampe. Det pågældende banner er ikke blevet godkendt af hverken os eller det skotske forbund.«

Erik forklarer videre, at man nu gør alt for at finde frem til personerne, der medbragte banneret, så de kan blive straffet.

»Vi forsøger nu at identificere de pågældende personer. Lykkes vi med det, vil vi derefter kigge på sanktionsmulighederne. Vi har mulighed for at sanktionere personer for overtrædelser af stadionreglementet på både ude- og hjemmebane,« afslutter han.

Danmark endte med at tabe tirsdagens brag i Glasgow med 2-4.

Dermed skal de danske fodboldstjerner forsøge at spille sig til næste sommers VM-slutrunde i to playoff-kampe.