Det er en uheldig situation, at AGF-træner David Nielsens søn Noah Emmanuel Jean Holm i dag spiller på det norske U17-landshold og ikke det danske.

For havde nogen i de tidlige teenageår gjort DBU opmærksom på, at den 16-årige angriber er særdeles talentfuld, havde han med stor sandsynlighed repræsenteret sit fødeland og ikke Norge, som har givet ham statsborgerskab.

Sådan forklarer talentudviklingschef i DBU, Flemming Berg, situationen, efter BT fredag beskrev, at Noah Emmanuel Jean Holm i disse dage synger med på den norske nationalsang ved U17-EM i England i stedet for ’der er et yndigt land’, selv om begge hans forældre er danske.

Det var i 2008, at det hele begyndte, da David Nielsen i slutningen af sin aktive karriere skiftede til norsk fodbold og Strømsgodset. Sønnike begyndte i samme klub og gjorde det så godt, at klubben holdt fast i ham, selv om David Nielsen drog videre. Efter fem års ophold i Norge er det muligt at få statsborgerskab, og det udnyttede Noah Emmanuel Jean Holm, da det norske fodboldforbund ønskede ham tilknyttet deres U15-landshold.

Siden er Noah Emmanuel Jean Holm skiftet til RB Leipzig med stor succes, og hans udvikling de sidste par år har fået DBU til at rette henvendelse for at høre, om Noah Emmanuel Jean Holm igen vil være dansk statsborger og dermed spille for Danmark, men en lang behandlingsproces gør, at familien og spilleren endnu tøver.

»I Norge kan du ikke have dobbelt statsborgerskab. Det betyder, at han har frasagt sig det danske. Så i det her tilfælde med Noah er det ikke ligetil. Der er ikke noget sværere sted i Europa at få statsborgerskab end i Danmark. Det betyder, at da vi drøfter muligheden med David om at gøre Noah til dansk statsborger, så lignede det en proces, der i hvert fald ville tage otte til 12 måneder,« siger DBUs talentudviklingschef, Flemming Berg, og tilføjer:

»Men det er jo ikke, fordi det er for sent, såfremt familien og drengen ønsker at skifte til Danmark. Og det er vigtigt at sige, at det er dem, der skal ønske det. Der behandler vi alle ens. Men hvis de gerne vil det, går vi ind og hjælper med papirarbejdet. Det har vi også tilbudt David i det her tilfælde, og så er det op til familien, hvad de ønsker efterfølgende. Vi hjalp også Pione Sisto med at blive dansk statsborger, da han ønskede at blive det. Jeg kan godt forstå, hvis Noah er glad for at være, hvor han er, og det tager otte til 12 måneder, altså måske over et år uden landsholdsfodbold, så er det en kompliceret beslutning, fordi det er vigtigt for en ung spillers udvikling at spille på landsholdet. Men det er nu engang forældrene og spilleren, der skal tage beslutningen, fordi vi betragter statsborgerskab som noget meget, meget personligt. Vi vil ikke ind og presse på i sådan et tilfælde. Men vi vil gerne rådgive, vejlede og hjælpe, men det bliver ikke os, der kommer til at presse på i sådan en sag. Det bliver en personlig ting.«

Ville han være udtaget, hvis han var dansk statsborger?

»Det tror jeg, at han ville være, ja. Selvfølgelig er Noah rigtig interessant for de danske U-landshold. Det skal der ikke herske tvivl om. Han har helt klart nogle karakteristika, der gør ham interessant. Han er en dygtig spiller. Vi har fulgt Noah over en periode, og vi har set ham i Leipzig, og vi har også set ham for Norge. Han er en spændende spiller. Jeg synes faktisk, at vi har gjort et grundigt hjemmearbejde på det og haft en fin dialog med forældrene og internt i DBU i forhold til at sætte en eventuel proces i gang. Men for os er den så heller ikke meget længere, fordi David og familien ved, at døren altid er åben.«

David Nielsens søn Noah Emmanuel Jean Holm ville nok have spillet for Danmark, hvis han stadig havde dansk pas. Vis mere

Jeres dialog i Noahs tilfælde kommer først, da han allerede spiller for Norges U-landshold. Var I for sent ude?

»Vi har dialogen med David, da han er U16-landsholdsspiller for Norge. Så kan man sige, om vi ikke skulle have været ude tidligere end det, men vi har ikke mulighed for at følge alle hold med potentielle danske spillere i hele verden. Det ville vi gerne, at vi kunne. Vi gør meget det, at vi tager ud og besøger de klubber og områder, hvor vi allerede har landsholdsspillere, for at se, hvad vi ellers har landsholdsmuligheder. Vi er lidt afhængige af, at informationen kommer til os, når de er så unge. I det øjeblik, de kommer på U16-landsholdet, får vi jo kendskab til dem, og hvis de spiller i de største klubber, får vi kendskab til dem, men vi må bare erkende, at vi ikke kender alle 13- eller 14-årige drenge, der spiller i de forskellige lande i Europa. Det gør vi ikke. Vi ville gerne, men kan ikke. Vi kan ikke rigtigt gøre det anderledes, end vi gør det. Vi har brug for at få at vide gennem klubberne, familierne eller vores netværk, hvis der er en spiller, vi skal være opmærksom på.

Her siger David Nielsen så, at han ikke skal ringe til jer og gøre opmærksom på, at hans søn er god til fodbold, for så ville det ikke være på de rigtige præmisser, Noah kom på landsholdet. Hvad tænker du om det?

»Spillere, der har været i udlandet i mange år og er 13 eller 14 år, der er det korrekt, at der er et område der, hvor vi ikke rigtigt har muligheder. Men jeg kan ikke rigtig se, hvad vi skal gøre. Vi har behov for et skub fra klubberne, forældrene eller vores netværk. Det er vi afhængige af. Men i øvrigt har jeg respekt for Davids holdning. Jeg synes, at han har håndteret det rigtig fint og været god at drøfte med omkring Noah. Den holdning har jeg respekt for. Jeg synes ikke, der i denne sag er noget rigtigt eller forkert.«

Hvad vil du så kalde situationen?

»Jeg vil bare kalde den uheldig. For jeg tror, at David også kan se, at vi jo reelt ikke har haft chancen for at vide, at der løber en 13-årig spiller rundt i Strømsgodset og er en potentielt dygtig spiller, uden at vi får et eller andet praj om det. Der er vi som sagt som forbund ikke så store, at vi kender alt, hvad der foregår i Europa. Vi håber det bedste for Noah, også selv om han altid skulle spille for Norge. Dørene vil altid være åbne for Noah i forhold til at spille for Danmark på et tidspunkt,« lyder det fra Flemming Berg.

Noah Emmanuel Jean Holm, der er den yngste, som har spillet Youth League for RB Leipzig, har i sin første sæson i det tyske scoret 14 mål i 22 kampe, og holdet fører sin række i den bedste tyske ungdomsliga. Fredag spillede han og det norske U17-landshold 0-0 mod Portugal. Danmark tabte lørdag sin første kamp med 2-3 til Bosnien.