DBU melder ud: Krisemøde torsdag
Uefa skal nu finde ud af, hvad man vil mene om nyt tiltag fra Fifa.

Uefa skal nu finde ud af, hvad man vil mene om nyt tiltag fra Fifa.

Dansk Boldspil-Union (DBU) skal torsdag klokken 15 deltage i et møde med de andre medlemslande i Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa).
Det oplyser DBU til Ritzau.
Mødet sker i kølvandet på Fifas planer om at etablere et kommercielt selskab, der skal øge indtjeningen til forbundets turneringer, og sælge aktier i selskaber for over 27 milliarder kroner til eksterne investorer.
Forslaget har mødt hård kritik fra særligt Uefa.
FIFAs præsident, Gianni Infantino, har planer om at privatisere VM i fodbold og sælge andele i verdens største turnering.
Det skrev The Times forleden.
Ifølge planen skal der oprettes et selskab, der skal stå for både VM og klub-VM. I spidsen for selskabet vil Infantino stå, når hans nuværende embedsperiode som FIFA-formand udløber.
Ifølge The Times er der allerede taget kontakt til personer, der står tæt på den amerikanske regering under præsident Donald Trump. Infantino er ven med verdens mest magtfulde mand.
Mediet skriver, at FIFA vil beholde en majoritetsandel af aktier i VM. I første omgang vil private investorer kunne købe 20 til 30 procent. Omkring 20 procent skal tildeles FIFAs 211 medlemsforbund.
Da selskabet vil stræbe efter at maksimere overskuddet, kunne VM og klub-VM finde sted oftere end hvert fjerde år. Der diskuteres i forvejen en udvidelse af deltagerantallet.