Selvom der skal spilles landskamp på tirsdag, betyder det ikke, at DBU slipper for en straf fra UEFA

Fredag klokken 18.15 skulle det danske kvindelandshold have mødt det svenske i Göteborg. Men DBU meldte onsdag afbud til kampen, der siden blev aflyst. Derfor åbnede UEFA fredag en disciplinærsag mod DBU.

Og kvindelandsholdet og DBU kommer højst sandsynligt til at gå med krydsede fingre og sommerfugle i maven de tre og en halv uge. For mens UEFA altså har åbnet en disciplinærsag som følge af udeblivelsen fra landskampen, mødes UEFAs disciplinærinstans først d. 16. november.

»Sagen mod DBU vil rulle efter de retningslinjer, der er gældende, hvilket blandt andet inkluderer, at de (UEFAs disciplinære instans, red.) vil hjemkalde en redegørelse fra DBU. Så går sagen sin gang. Derfor skal man ikke forvente, at der kommer en afgørelse inden kampen mod Kroatien på tirsdag, hvorfor jeg ikke tror, at der er nogen, der vil forhindre dem i at spille,« siger Jim Stjerne Hansen, der er medlem af UEFAs disciplinære instans til BT.

DBU har angiveligt en uges tid til at aflevere sin redegørelse til UEFA, så snart sagen bliver oprettet. Og Indtil 16. november kan der altså kun gisnes om, hvilke konsekvenser udeblivelsen vil få.

»Vi kan ikke gøre andet end at lave vores partsindlæg så velbegrundet og velbeskrevet som muligt, og så kan vi kun vente. Så er skæbnen lagt i hænderne på UEFA,« siger Kim Hallberg, der er elitechef i DBU til BT.

Hvad skal rapporten indeholde?

»Vi skal redegøre for, hvor lang tid vi har været i gang (med forhandlingerne, red.), hvordan det er foregået, og så skal de (UEFAs disciplinærinstans, red.) forholde sig til, hvad vi kunne have gjort for at afbøde det. Disciplinærinstansen skal så vurdere, om vi som forbund har ageret uforsvarligt, eller har vi forsøgt at agere inden for de rammer, vi har haft til rådighed,« siger Kim Hallberg.

Ingen præcedens
Der har tidligere været skrevet om dengang, hvor Wales meldte afbud til en kvalifikationskamp og siden blev straffet med udelukkelse fra to slutrunder – herunder også i BT. Den afgørelse kommer dog ikke til at danne præcedens for disciplinærsagen mod DBU.

»Der er en forskel i forhold til dengang Wales meldte afbud til en kvalifikationskamp, fordi forbundet dengang besluttede det af økonomiske årsager,« siger Jim Stjerne Hansen.

Ifølge BTs oplysninger er det rimeligt at forvente, at det kan blive en formildende omstændighed for Danmark, at der bliver sendt et landshold til Kroatien, og at afbuddet ikke alene er DBUs skyld. Det betyder nemlig, at UEFA både kun skal tage stilling til én sag og ikke to, og at DBU i sagens natur ikke alene bærer ansvaret.

Økonomisk
BT kunne torsdag fortælle, at et afbud i værste fald kunne betyde, at UEFA kunne fratage DBU deres økonomiske tilskud. Angiveligt er der dog ikke tale om det fulde beløb (derr begynder med et grundbeløb på 10,5 mio. kr.), men 'kun' det tilskud, UEFA tildeler i forbindelse med kvindelandsholdets deltagelse ved VM-kvalifikationen og en eventuel slutrunde.

På samme måde er det svenske fodboldforbund, SvFF, i gang med at kigge på en økonomisk kompensation fra DBU. Derfor har man sat sine jurister til at kigge UEFAs regelsæt igennem. Indtil videre fastligger der dog intet konkret.

»Vi kigger naturligvis på, hvilke krav vi kan stille. Vi kommer til at sammenstille det med tiden,« siger Håkan Sjöstrand, der er generalsekretær i det svenske fodboldforbund til Dagens Nyheter.