DBU afholder onsdag et pressemøde og vil præsentere nyt om den sportslige sektor på U21-landsholdet.

Meget tyder på, at Dansk Boldspil-Union (DBU) har en U21-landstræner klar for herrelandsholdet efter EM-slutrunden.

Onsdag formiddag afholder DBU således et pressemøde, hvor man blandt andet vil informere om nyt om den sportslige sektor på U21-landsholdet.

Det oplyser DBU i en pressemeddelelse tirsdag.

»Her vil DBU’s talentudviklingschef på herresiden, Flemming Berg, give en kort evaluering af den netop overståede U21 EM-slutrunde i Italien samt EM-kvalifikationen for 2017/19.«

»Derudover vil der på pressemødet blive præsenteret nyt om den sportslige sektor på U21-landsholdet fra sommeren 2019,« skriver DBU i meddelelsen.

Brøndby-træner Niels Frederiksen er netop stoppet som U21-landstræner efter EM-slutrunden, efter at Danmark definitivt røg ud af turneringen søndag.

Brøndby-træner Niels Frederiksen er netop stoppet som U21-landstræner efter EM-slutrunden, efter at Danmark definitivt røg ud af turneringen søndag.

Da skulle Danmark besejre Serbien med tre mål, men holdet måtte nøjes med en 2-0-sejr, og derfor var Danmark definitivt ude af EM.

Allerede inden turneringen blev det offentliggjort, at Niels Frederiksen var Brøndbys valg som ny cheftræner.

Derfor har det også været velkendt, at når EM var slut, så var det slut med 48-årige Niels Frederiksen som træner for U21-landsholdet efter fire år på posten.

Det har ligeledes været ventet, at DBU hurtigt ville offentliggøre en ny U21-landstræner.

/ritzau/