Dansk Boldspil-Union (DBU) indrømmer, at Sønderjyske fejlagtigt fik annulleret et mål i lørdagens superligakamp mod FC Midtjylland, der sluttede 2-2.
Det skriver DBU Elitedommere på Facebook.
Ved stillingen 2-1 til FCM i det 83. minut fik Sønderjyske annulleret en udligning fra Sefer Emini, da det blev vurderet, at holdkammerat Lirim Qamili var offside.
- Efterfølgende er det blevet konstateret, at denne beslutning var forkert. VAR burde have interveneret, idet angriberen var i onside-position og dermed ikke strafbar, skriver DBU Elitedommere.
- Der er sket en menneskelig fejl, idet offsidelinjerne blev målt på forsvarsspillerens skulder, men det skulle have været foden. Selv om fejl er uundgåelige, er det yderst beklageligt, når det sker, og tages altid med som læring for at undgå samme fejl fremadrettet.
Få minutter senere lykkedes det igen sønderjyderne at finde vej til netmaskerne, og denne gang blev scoringen ikke annulleret.
/ritzau/
