DBU-formand vil ikke kritisere FIFA's fredspris: 'Topsvagt som altid'
DBU vil først næste år vurdere, om man bakker Gianni Infantino op. Og man vil heller ikke tale kritisk om FIFA's omdiskuterede fredspris.

DBU vil først næste år vurdere, om man bakker Gianni Infantino op. Og man vil heller ikke tale kritisk om FIFA's omdiskuterede fredspris.

DBU-formand Jesper Møller brød fredag tavsheden - sådan da.
B.T. har i flere dage forsøgt at få formanden til at forholde sig til det norske fodboldforbunds forslag om afskaffelse af den fredspris, som FIFA i fjor tildelte den amerikanske præsident Donald Trump.
Men fredag var der lyd fra Jesper Møller, der ikke deltager i den igangværende FIFA-kongres i Vancouver på grund af rygproblemer. I en pressemeddelelse siger han:
»Vi har ikke haft nogen rolle i forbindelse med FIFA’s fredspris, men fastholder en principiel tilgang til den type udmærkelser.«
»Priser i fodbolden bør baseres på åbne og transparente kriterier og tage afsæt i spillets grundlæggende værdier. Det er vores klare forventning, at FIFA er opmærksom på dette,« siger Jesper Møller.
Jesper Møller siger desuden, at DBU senest til marts 2027 vil beslutte sig, om man bakker op om den skandaleombruste FIFA-præsident Gianni Infantinos beslutning om at genopstille til præsidentembeddet.
DBU-formandens udmeldinger får ikke ros hos B.T.s sportsredaktør, Lasse Vøge.
»Det er desværre helt ventet, at Jesper Møller taler med uld i munden. Det er hans glansnummer at undgå at udtale kritik af FIFA. Det er topsvagt som altid.«
»Man kan godt kigge misundeligt mod Norge, hvor forperson Lise Klaveness tør sige det, som alle nordmænd tænker. At det er helt absurd, at FIFA på vegne opfinder en fredspris til Trump, der blandt har truet det danske rigsfællesskab med militær magt,« siger Lasse Vøge og spørger:
»Hvis interesser plejer Jesper Møller egentlig?«