»Vi kan ikke svare på de her spørgsmål endnu,« var formentlig den vending, som DBU-formand Jesper Møller brugte allermest under Dansk Boldspil-Unions pressemøde tirsdag eftermiddag.
Mødet var sat op i kølvandet på beslutningen om, at EM 2020 fremover vil hedde EM 2021 og altså er rykket til sommeren om knap halvandet år.
For DBU-formanden mindede mest af alt om et stort spørgsmålstegn, da han - bevares var det en utaknemmelig opgave - skulle besvare pressens spørgsmål kort efter beslutningen om at udskyde EM.
»Jeg har det godt med, at vi har fået en beslutning og en afklaring, der tager højde for at beskytte vores fans, så vi undgår at flytte hundredetusindvis af mennesker på tværs af 12 lande. Det giver ingen mening at afholde en EM-turnering, når vi står i denne her situation. Jeg er glad for, at vi får muligheden for fortsat at afvikle fire kampe i København,« sagde Jesper Møller.

Heller ikke det kunne han dog love ved pressemødet. Som det ser ud nu, kan København fortsat være værtsby i 2021.
Udgangspunktet er det samme, fortæller Jesper Møller, men det kræver, at det logistiske er i orden. Med andre ord, at stadions, hoteller, flyafgange og så videre også er tilgængelige dér.
En ting ville han dog godt love. EM-rykningen får konsekvenser.
»Det får selvfølgelig konsekvenser i relation til Danmark og København, men også for DBU og landsholdet. Vi skal nok komme stærkt tilbage, og vi kommer igennem det her. Men administrativt, økonomisk og sportsligt får det konsekvenser. Det er ikke nogen hemmelighed, at det får betydning for DBU og vores klubber elitært, men også breddeklubber,« forklarede han, men fastslog, at DBU - på trods af, at unionen bliver påvirket økonomisk - ikke kommer i fare.

Meget andet var det svært at fiske ud af tirsdagens pressemøde:
Hvor meget kommer det til at koste at rykke EM? Det kan ikke besvares endnu.
Kan fans, som har anskaffet sig billetter til slutrunden til sommer, også bruge dem til næste år? Det vides ikke endnu, men det vil Uefa besvare lynhurtigt.
Jesper Møller sparkede også bolden til hjørne, da pressen spurgte ind til, om det betyder, at Åge Hareide misser EM-slutrunden, da hans kontrakt udløber til sommer. Men efter pressemødet offentliggjorde DBU, at den er god nok. Åge Hareide får ikke EM på hjemmebane med.