Mandag gik norsk TV2 frem med nyheden om, at der var splid imellem Danmark og Norge.

Tirsdag sad DBU-formand Jesper Møller så side om side med Lisa Klaveness, da det norske bud på kvinde-EM i 2025 blev slået på målstregen, men hvad er sandheden om forholdet?

B.T. fangede begge parter efter den smertefulde nederlag i Lissabon, og Jesper Møller afviser pure, at der skulle være slået nogen som helst sprækker mellem ham og hans modkandidat til UEFA's eksekutivkomite, som vælges ondag.

»Det har intet på sig.Vi har arbejdet fremragende sammen,« siger Møller.

Formand for DBU Jesper Møller fejede al snak om splid af bordet.
Formand for DBU Jesper Møller fejede al snak om splid af bordet. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Jeg har vænnet mig til, at pressen bygger nogle ting op. Når vi dokumenterer, at det ikke har noget på sig, så har I en forklaring om, at så har vi nok skiftet mening, selvom det aldrig har været sådan.«

»Der er ingen problemer.«

»Det vigtigste for mig er, at det ikke går ud over det politiske arbejde, og det har det ikke gjort.«

Herefter kom spørgsmålet om, hvorvidt der ville falde en dansk stemme på Klaveness.

»Det må vi tage i morgen. Som altid bakker vi de nordiske kolleger op. Vi har ikke haft møde endnu,« siger danskeren og fortæller, at det kommer de til.

Lisa Klaveness, føler du dig sikker på at få en stemme fra Danmark?

Hun starter med at tage en dyb indånding.

»Traditionelt set støtter Norden hinanden. Det er et hemmeligt valg, og vi kommer heller ikke til at sige, hvem vi stemmer på. Det er jo en speciel situation med to fra Norden. Det skaber spænding og skaber spænding i medierne,« siger hun og fortæller, at de uanset hvad vil fortsætte et samarbejde.«

Men hvorfor er det så svært at få to ind fra Norden?

»Ja, det er mærkelig, at der er så stor fokus på geografisk balance og så lidt på blancen mellem kønnene,« siger Klaveness, der droppede at gå efter mandatet, som skal gå til en kvinde og i stedet gik i valgkamp mod mændene.

Hun mener, at det er vigtigt at vælge nogle, som kender kvindefodbolden godt, men ligesom den danske kandidat må hun endnu engang vente i spænding - denne gang for at se, hvem der får plads i det magtfulde organ.