DBU er uafklaret i holdning til Fifa-præsidents kandidatur
DBU vil have afklaret sin holdning til Fifa-præsident Gianni Infantino inden næste års kongres.

DBU vil have afklaret sin holdning til Fifa-præsident Gianni Infantino inden næste års kongres.

Senest i marts 2027 ventes Dansk Boldspil-Union (DBU) at have taget stilling til, hvorvidt forbundet vil bakke op om Gianni Infantino, der i samme år vil søge genvalg til en ny fireårig periode som præsident for Det Internationale Fodboldforbund (Fifa).
Sådan lyder det fra formand Jesper Møller i en pressemeddelelse fra DBU. Han har noteret sig præsidentens kandidatur.
- Det var forventet. DBU var som bekendt et af meget få medlemslande, der ikke støttede Gianni Infantino ved valget i 2023. Men vi vil naturligvis drøfte vores position forud for Fifa-kongressen i marts 2027. Jeg forventer, at vi har afklaret vores holdning senest 13. marts 2027, siger Møller.
Infantino annoncerede sit kandidatur i en tale torsdag på forbundets kongres i Vancouver.
Han har været Fifas øverste leder siden 2016 og havde ingen modkandidater, da han stillede op i 2019 og 2023.
Her blev Infantino valgt ved såkaldt akklamation - tilkendegivelse fra salen. DBU valgte sammen med flere nationer fra Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) ikke at klappe med, men stillede heller ikke med en modkandidat.
Jesper Møller fremhæver også, at der i dagene op til kongressen i Canada var debat om Fifas fredspris.
Lise Klaveness, præsident for Norges Fodboldforbund (NFF), kritiserede mandag Fifa-præsidentens uddeling af fredsprisen til USA's præsident, Donald Trump.
- Vi ønsker fredsprisen afskaffet. Vi mener ikke, at det er en del af Fifas mandat at uddele sådan en pris, sagde Klaveness.
Jesper Møller understreger, at DBU ikke har haft nogen rolle i forbindelse med tilblivelsen og uddelingen af fredsprisen.
Spørgsmålet blev ikke behandlet på selve kongressen, og der blev ikke fremsat nogle forslag.
- Priser i fodbolden bør baseres på åbne og transparente kriterier og tage afsæt i spillets grundlæggende værdier. Det er vores klare forventning, at Fifa er opmærksom på dette, siger Møller.
Dermed fastholder DBU den linje, der blev meldt ud i forbindelse med forbundets repræsentantskabsmøde i marts.
Møller var forhindret i at deltage i Fifa-kongressen fysisk, men han fulgte med hjemmefra. DBU var i stedet repræsenteret af næstformand Thomas Christensen og administrerende direktør Erik Brøgger Rasmussen.
/ritzau/