Den kommercielle direktør i DBU er blevet opsagt.
Det fortæller Tobias Hoff selv på LinkedIn, hvor han udtrykker sin ærgelse.
»Det er ikke nogen hemmelighed, at jobbet var mit drømmejob, og derfor er jeg naturligvis ærgerlig over beslutningen.«
»At DBUs topledelse vurderer, at der på den længere bane er behov for en anden profil end min, kan jeg ikke ændre på,« skriver Hoff, der tidligere har været marketingchef i Aller og haft flere chefstillinger i TV 2s kommercielle afdeling.
DBU's topledelse består af formand Jesper Møller og næstformændene Thomas Christensen og Bent Clausen.
B.T. har rettet henvendelse til DBU og fået dette svar fra vicedirektør Kenneth Reeh. Han står i spidsen for fodboldforbundet indtil 1. oktober, hvor Erik Brøgger Rasmussen tiltræder som direktør.
»Tobias tiltrådte som kommerciel direktør i august sidste år og har gjort en god indsats for at få skabt et godt samarbejde i den nye afdeling, Kommunikation & Kommerciel. Han har samtidigt bidraget til arbejdet med de kommercielle projekter, både i forhold til billetsalg, hospitality, fanklub og kommercielle partnerskaber. Tobias har samtidigt været en god kollega i Ledergruppen i DBU.«
»Det er dog min vurdering, at DBU har brug for en anden profil til at løse de kommercielle opgaver i DBU over de næste år. Vi står et historisk stærkt sted med gode sportslige resultater, kvalifikation til slutrunder for både Kvindelandsholdet og Herrelandsholdet og stor opbakning fra fans. Samtidigt står vi med et historisk spændende projekt med Hele Danmarks Klubhus og etablering af nationalt campus og mange andre tiltag.«
For blot 15 måneder siden gjorde partnerne sig ellers klar til at tage nye store skridt sammen.
»Vi glæder os til at få Tobias Hoff i spidsen for det arbejde med hans brede erfaringer i rettigheder og hans stærke erfaringer i ledelse og samarbejde på tværs i store organisationer,« sagde daværende DBU-direktør Jakob Jensen i maj 2022.
Han overtog for Ronnie Hansen, der forlod DBU efter gensidig aftale i januar 2022. Han var i jobbet siden november 2020.
DBU må dermed endnu engang på jagt efter den rette profil til at styre den kommercielle del af butikken - vedkommende bliver den fjerde på tre år.
I første omgang bliver kommunikationschef Jakob Høyer konstitueret i positionen, indtil der er en afløser på plads.