Dramaet mellem de nordiske kandidater nægter at dø.

Tirsdag havde kun to danske journalister, deriblandt B.T., fået DBU-formand Jesper Møller i tale omkring forholdet til den norske kandidat Lise Klaveness.

I modsætning til andre var den danske fodboldboss nemlig gået ud af lokalet, kort efter det blev afsløret, at Norden ikke fik kvinde-EM i 2025.

Til gengæld fandt mange - både norske og danske journalister - vej til onsdagens digitale pressemøde hos DBU, og her fik Møller igen en byge af spørgsmål om emnet.

Lise Klaveness tabte valget og fik kun 18 stemmer.
Lise Klaveness tabte valget og fik kun 18 stemmer. Foto: PATRICIA DE MELO MOREIRA
Vis mere

Norges fodboldpræsident havde klaget over, at hun ikke kunne få fat på sin danske pendant før deadline for tilmelding.

»Det er fortsat ikke gået op for mig, hvad samtalen skulle gå ud på,« siger Møller.

Hun hentydede efter kongressen til, at der nok ikke var plads til så mange fra Norden, da geografisk balance tilsyneladende er et vigtigt parameter.

»Lise og den norske bestyrelse havde truffet en beslutning om, at hun skulle stille op. Det samme havde den danske bestyrelse,« siger DBU-formanden.

»Jeg går da ikke ud fra, at Norge forventer, at jeg skulle trække mig.«

»Det kommer da ikke til at ske.«

»Jeg skal varetage interesserne i dansk fodbold, og hun skal i norsk fodbold.«

Og Møller bekræftede også, at den geografiske balance var et reelt mål.

»Der skal være balance mellem Syd-, Vest-, Øst- og Nordeuropa. Vi skal ikke sidde i en situation, hvor vi mundhugges, og det synes jeg også valget viste i dag.«

Møller er genvalgt for fire år, mens Klaveness kan prøve at blive valgt ind igen om to år.

Han kunne ikke sige, hvem DBU-næstformand Bent Clausen havde lagt de danske stemmer på, men gik så langt som, at de altså havde bakket deres nordiske kolleger op.