DBUs direktør Claus Bretton-Meyer fortryder ikke det seneste år med konflikt, strejkende spillere og aflyste kampe. Det siger han nu i et interview med BT.
Claus Bretton-Meyer ligner hverken en knækket eller træt mand, da han tager imod BT på sit kontor i DBUs lokale i Brøndby denne uge.
Den to meter høje mand står stadig rank som den soldat, han er, i skikkelse af aktiv reserveofficer i det danske forsvar, og håndtrykket er fast.
Det seneste år som direktør i DBU kunne ellers godt have slået benene under Claus Bretton-Meyer. Han har ligget i konflikt med flere af landets største fodboldstjerner. Han har været kritiseret i medierne og han har været en central del af de udmarvende forhandlinger om en indviklet fodboldoverenskomst.
Det har ikke været et kønt år uden for banen i dansk landholdsfodbold anno 2017, hvor uenigheden mellem spillerne, Spillerforeningen og DBU nåede nye højder, da især kvindelandsholdets vilkår skulle genforhandles.
To landskampe blev helt ekstraordinært aflyst, mens parterne bekrigede hinanden i pressen og i forhandlingslokalet. Selvom det var en hård og beskidt omgang, mener Claus Bretton-Meyer i dag, at det uskønne forløb var en tvingende nødvendighed.
»Vi skulle aldrig have været i en situation, hvor vi var nødt til at aflyse en venskabskamp og en kvalifikationskamp mod Sverige. Men omvendt bliver jeg nødt til at sige, at det har været en nødvendig proces for at komme til en krystalklar forståelse af, hvad det her drejer sig om i vores aftaler,« siger han og fortsætter:
»Det har været væsentligt for DBU at sige, at vi ikke vil forhandle med ryggen mod muren. Vi vil ikke tvinges til at være i en situation, hvor vi skal give os på et punkt, for ellers møder spillerne ikke op. Det vil vi ikke. Det er et princip, vi holder fast i. Møder man ikke op i landsholdslejren klokken ti før en kamp mod Holland, jamen så kan vi ikke forsvare, at man spiller kampen. Det samme gjaldt Sveriges-kampen.«
Claus Bretton-Meyer gør det klart, at han ikke fortryder kvindekonflikten. Han ærgrer sig, men understreger, at parterne fremover står i en mere gunstig situation, fordi den nyeste aftale også omfatter en kontrakt om, hvordan DBU og Spillerforeningen skal forhandle i fremtiden.
Men det har ikke været en billig omgang for DBU at føre konflikt mod Spillerforeningen og landsholdsspillerne. Der figurerer ikke et officielt beløb for, hvad DBU har brugt af penge på konflikten, men det er i millionklassen.
DBU havde nemlig, måske klog af skade, samlet et større forhandlerhold, hvor eksterne advokater, den tidligere politiske spindoktor Peter Goll samt en specialist i overenskomstforhandlinger til at bistå Claus Bretton-Meyer overfor Spillerforeningens direktør Mads Øland og udvalgte landsholdsspillere ved forhandlingsbordet.
I kulissen taler kilder om, at ’den lille håndfuld millioner jo kunne være brugt på selve indholdet i en aftale i stedet for afviklingen'.
Har det virkelig været nødvendigt at samle et så dyrt forhandlerhold?
»Den måde, de tidligere aftaler blev forhandlet på, gav anledning til en voldgiftsag mod spillerne, hvor vi skulle betale nogle penge. Hvis vi havde investeret en del af de penge i at være sikre på, at vi oprindeligt havde haft den bedst mulige rådgivning, så er jeg sikker på, at vi ikke var havnet i den voldgift, og så havde der muligvis været flere penge tilovers,« forklarer Claus Bretton-Meyer om DBUs prioritering af unionens budget.
Tidligere i år gik landsholdsstjernerne Simon Kjær, William Kvist og Christian Eriksen ellers pressen og kritiserede faciliteterne og forholdende på A-landsholdet, hvor der ifølge spillerne blev brugt for få penge på at optimere rundt om, så spillerne kunne levere på banen.
Maden var for dårlig, rammerne for behandling for skrabet og der var også et problem omkring transport til og fra kampe i udlandet.
Den sag gjorde også ondt på Claus Bretton-Meyer. Især fordi sagen ikke blev holdt internt.
»Jeg oplever, at det bør være unødvendigt, at vi skal diskutere sådan nogle ting gennem pressen. Vi forsøger at gøre det bedste, med den økonomi vi har,« siger han og understreger, at DBU ikke er en 'pengetank'.
»Min refleksion her på bagkant er, at det er ekstremt vigtigt at tale sammen. En af de erkendelser er, at vi skal tale meget mere med hinanden – altså spillere, ledelsen, staben. Vi skal tale sammen, sådan at ting ikke vokser. En del af de klager, der var om maden, skyldes en situation i Polen, hvor vi anerkender, at maden ikke var god nok.«
Derfor har DBU nu tilknyttet en fast kok, der tager med landsholdet til kampe på udebane fremover.
»Vi forsøger løbende at sikre, at de faciliteter, vi bor på, er gode nok. Vi anerkender, at vi ikke kan stole på, at alle hoteller kan levere præcis det, vi har brug for. Derfor har vi valgt igen at tilknytte en kok, der rejser med ud og ser på tingene,« siger DBU-direktøren.
En væsentlig forudsætning for, at DBU og Spillerforeningen fremover finder frem til et mere tåleligt forhandlingsklima, må tilskrives forholdet mellem Claus Bretton-Meyer og Spillerforeningens direktør Mads Øland.
Selvom deres relation har været beskrevet som kold og krigerisk, afviser Claus Bretton-Meyer, at der er ondt blod mellem de to fodboldbosser.
»Jeg har et fint samarbejde med Mads, og vi taler ofte sammen ved møder og over telefonen. Jeg har stor respekt for, at han har været i fodbold i mange år, og jeg oplever ham som dygtig. Jeg trækker altid på smilebåndet, når det bliver fremhævet, at vi skulle være ved at komme op at slås,« slår Claus Bretton-Meyer fast.
