DBU bekræfter Fifa-brev og deadline til 19. september
DBU har modtaget et brev, hvor Fifa fortæller om planer om at sælge aktier i kommercielt selskab.

DBU har modtaget et brev, hvor Fifa fortæller om planer om at sælge aktier i kommercielt selskab.

Dansk Boldspil-Union (DBU) bekræfter onsdag over for Ritzau og andre danske medier, at fodboldunionen i lighed med andre nationale fodboldforbund har modtaget et brev fra Det Internationale Fodboldforbund (Fifa).
Indholdet flugter med det, som er blevet beskrevet på Fifas hjemmeside og i en række internationale medier om Fifas planer om at etablere et kommercielt selskab og sælge aktier for over 27 milliarder kroner.
DBU bekræfter også, at Fifa har givet DBU en deadline frem til 19. september til at svare.
Fifa lancerede tirsdag en plan om at etablere og frasælge dele af et kommercielt selskab, der skal øge indtjeningen til forbundets turneringer.
I alt vil Fifa rejse et beløb svarende til 27,6 milliarder kroner, og overskuddet skal geninvesteres i fodbolden, lyder verdensforbundets vision.
Det kræver opbakning fra et flertal blandt Fifas medlemslande. Men blandt andet Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) har kritiseret forslaget.
DBU's administrerende direktør, Erik Brøgger Rasmussen, meddelte tidligere onsdag, at DBU gerne vil vide mere om Fifas forslag og diskutere det internt i europæisk regi, inden unionen vil melde nærmere ud om sin holdning til Fifas og præsident Gianni Infantinos plan.
- På linje med Uefa så tager DBU det her meget alvorligt. Der er tale om et forslag, som vi kun har læst om i medierne, men med potentielt meget vidtrækkende konsekvenser for international fodbold.
- Derfor er det afgørende, at vi får det fulde overblik over indholdet og processen. Kun på den baggrund har vi mulighed for at drøfte sagen i DBU og med vores kolleger i Uefa og efterfølgende forholde os til indholdet, sagde Erik Brøgger Rasmussen i en skriftlig kommentar.
RITZAU