DBU meddeler mandag, at forbundet har ansat 44-årige Tobias Hoff som ny kommerciel direktør.

Han kommer med ledelseserfaring fra TV 2, Aller Media og senest Information, og han får ansvar for at fortsætte forbundets kommercielle udvikling af landsholdet og blandt andet fodboldskoler.

Han tiltræder i DBU senest 1. august, hvor han skifter fra stillingen som kommerciel direktør på Information.

Tidligere har han arbejdet som marketingchef i Aller og haft flere chefstillinger i TV 2s kommercielle afdeling – og her har han blandt andet stiftet bekendtskab med DBU, da han stod bag TV 2s fodboldevents på Ofelia Beach i København.

I DBU vil Jakob Jensen fortsætte den udvikling, som forbundet har været inde i over de senere år, og det skal den nyansatte kommercielle direktør hjælpe med.

»Vi står et fantastisk sted med dansk fodbold med stor sportslig succes både for landshold og klubber, fremgang i medlemmer og en historisk investeringsplan på tværs af dansk fodbold.«

»Hvis vi skal fortsætte den stærke udvikling, kræver det ekstra indtægter, både via partnerskaber, billetsalg, hospitality og nye indtægtskilder. Vi glæder os til at få Tobias Hoff i spidsen for det arbejde med hans brede erfaringer i rettigheder og hans stærke erfaringer i ledelse og samarbejde på tværs i store organisationer,« siger Jakob Jensen, mens Hoff tilføjer:

»Fodbold har en magisk kraft, fordi så mange mennesker godt vil se og ofte også spille det. Dansk fodbold står et stærkt sted med landshold, klubfodbold og også breddefodbold. Jeg glæder mig til at være med til at øge indtjeningen i partnerskaber, landskampe og digital udvikling, så der bliver endnu bedre mulighed for at investere i udviklingen af dansk fodbold.«

Tobias Hoff afløser Ronnie Hansen i stillingen som kommerciel direktør, efter Hansen forlod posten i januar på grund af uenigheder om den kommercielle retning for DBU.

Det danske landshold spiller i juni fire landskampe, når Kasper Hjulmands tropper møder Frankrig, Østrig og Kroatien – og så Østrig igen.

Truppen til de kampe udtager Hjulmands tirsdag i Odense.