Striden mellem DBU og Power fortsætter, efter fodboldforbundet har valgt at anke sagen, som Power i april fik medhold i.

Det får nu Powers direktør, Jesper Boysen, til at rette skarp kritik mod DBU.

Det gør han i en pressemeddelelse, som elektronikkæden har udsendt.

»Jeg anerkender fuldt ud deres ret til at anke, men jeg må sige, at jeg synes, DBU tangerer en flok dårlige tabere,« siger Jesper Boysen.

Den 20. april fik Power ellers medhold, da Sø- og Handelsretten afsagde dom i sagen, hvor DBU mener, at Power har brudt markedsføringsloven.

»Begge parter har fremført deres sag. Retten har vurderet indgående og afsagt en dom. DBU har tabt. Hvad er der mere at diskutere,« siger Jesper Boysen, der er administrerende direktør i POWER.

»Jeg har desuden noteret mig, at ikke en eneste af de eksperter, der tidligere har fulgt og udtalt sig om sagen, har sat spørgsmålstegn ved dommens resultat. Tværtimod. Det siger mig, at sagen er landet det helt rigtige sted. Og det burde DBU tage ad notam i stedet for – igen – at trække den her sag i langdrag,« fortsætter han.

Sagen drejede sig om, hvorvidt Power krænkede DBUs rettigheder ved at bruge et billede af en fodboldspiller i orange fodboldtrøje og ordet 'fodboldfest' og samtidig udloddede billetter til Danmarks kamp mod Finland ved EM i 2021.

Men retten mente altså ikke, at Powers reklamer brød loven.

Det vides endnu ikke, hvornår sagen igen skal for retten.