Danmarks ikoniske fodboldhelt, Michael Laudrup, er den største sportsstjerne, vi nogensinde har haft herhjemme. Ganske enkelt.

Det mener i hvert fald et flertal af danskerne i en ny undersøgelse udført af YouGov for B.T.

Vinderen af hædersbeviset er stolt og glad for tilkendegivelsen fra danskerne.

»Jeg tror, at alle mennesker bliver glade for ros og anerkendelse, hvilket naturligvis også gælder mig,« lyder Michael Laudrups reaktion på hyldesten.

Foto: DESMOND BOYLAN
Vis mere

Det er da heller ikke første gang, Michael Laudrup bliver hyldet for de magiske præstationer, han leverede på grønsværen i 80'erne og 90'erne. Når det er sagt, så betyder det langtfra, at Michael Laudrup ikke værdsætter en ny hæder, når den melder sin ankomst.

»Det er korrekt, at jeg i tidligere sammenhænge er blevet hyldet og anerkendt, men jeg kan garantere, at jeg bliver glad og stolt hver eneste gang.«

»Jeg er meget glad for anerkendelsen, men vil samtidig gerne hylde alle dem, der har givet os alle så mange store oplevelser gennem mange, mange år.«

I YouGov-undersøgelsen, hvor danskere er blevet spurgt 'hvem er efter din mening Danmarks største sportsstjerne nogensinde?' har Laudrup med sine 21 procent af stemmerne overgået navne som Caroline Wozniacki, Paul Elvstrøm, Peter Schmeichel og Anja Andersen, der alle er at finde i top-5.

Michael Laudrup under sin tid i Barcelona.
Michael Laudrup under sin tid i Barcelona. Foto: Claus Fisker
Vis mere

55-årige Michael Laudrup mener dog, at hele snakken om, hvem der er de bedste, er svær og til tider umulig at have med at gøre.

»Sådanne undersøgelser: Hvem der er og var de bedste, er umulige. Hvis vi bare bliver inden for ’min’ egen sportsgren, så kører der jo hele tiden debatter og afstemninger om, hvem der er historiens bedste fodboldspiller? Er det Pelé, Maradona eller Messi? Eller en helt fjerde?«

Det samme gælder i YouGov-undersøgelsen, påpeger den tidligere Juventus-, FC Barcelona- og Real Madrid-stjerne.

»Her skal desuden tillægges, at der er tale om forskellige sportsgrene. Er det titlerne? Sportsgrenes størrelse og udbredelse på verdensplan? Eller noget helt tredje? Faktum er, at alle på verdensplan har (be)vist, at et lille land godt kan producere sportsfolk på absolut topniveau.«

Foto: Claus Bech
Vis mere

»Min pointe er, at der er mange danske idrætsfolk, som har sat nogle meget markante spor i sportens verden. Med tryk på verden!,« lyder det fra Michael Laudrup.

Michael Laudrup indledte sin professionelle karriere tilbage i 1981, hvor han tørnede ud for KB. Siden optrådte han i storklubber som FC Barcelona, Real Madrid og Juventus. Han stoppede karrieren efter VM i Frankrig i 1998.

Både under og efter fodboldkarrieren er han blevet hædret gentagne gange. Som spiller blev han blandt andet udråbt til 'Årets Spiller' i Danmark og Spanien, samt 'Årets Fund' i Europa.

Efterfølgende er han også blevet optaget i sportens Hall of Fame og kåret af DBU til Danmarks bedste spiller gennem tiderne – blot for at nævne nogle af de kåringer, han har modtaget.

Michael Laudrup førte Brønby IF til danske mestre i 2005.
Michael Laudrup førte Brønby IF til danske mestre i 2005. Foto: Jens Dresling
Vis mere