Den svenske fodboldklub Malmö FF skal møde Chelsea i 16.-finalerne i Europa League.

Danskertrioen Anders Christiansen, Søren Rieks og Lasse Nielsen skal sammen med resten af Malmö FF-holdet møde Chelsea i den næste opgave i Europa.

Der var mandag eftermiddag lodtrækning til 16.-finalerne i Europa League, og her blev det et af de mest interessante fodboldopgør set med danske briller.

Den danske landsholdsspiller Andreas Christensen spiller for Chelsea, og dermed er der også lagt op til et danskermøde i de to kampe, som spilles i februar.

I et andet interessant opgør mellem de 32 tilbageværende hold i Europa League kan det blive til endnu et danskeropgør.

Sevilla med landsholdsanfører Simon Kjær skal nemlig møde Lazio, der råder over backen Riza Durmisi.

I nogle af de øvrige kampe skal engelske Arsenal møde Bate Borisov fra Hviderusland, mens Celtic tørner sammen med Valencia, der har Daniel Wass i truppen.

FC København var som den eneste danske klub med i Europa Leagues gruppespil i efteråret, men holdet endte på sidstepladsen og gik dermed ikke videre.

Knockoutkampene i Europa League spilles 14. og 21. februar.

/ritzau/