Som optakt til lørdag aftens Champions League-finale bringer BT i løbet af dagen interviews med danskere, der rørte en finale i verdens fornemste klubturnering. Læs også om FCN-profilen Martin Vingaards møde med Lionel Messi, der i aften står over for Juventus. Her kan du læse om Kim Milton Nielsen, der dømte Champions League-finalen i 2004.
Den tidligere danske topdommer Kim Milton Nielsen blev i 2004 den første dansker, der dømte en Champions League-finale. I tyske Gelsenkirchen på Schalke 04s hjemmebane fløjtedehan iFC Portos 3-0-triumf over AS Monaco.
Ikke de to mest sexede hold, erkender Kim Milton, når han kigger tilbage.
Hvornår fik du at vide, at det var dig, der skulle dømme finalen?
»Jeg mener, at jeg fik beskeden en ugefør finalen. Det var den uofficielle besked, for på det tidspunkt gjorde man først dommervalget officielt to dage før finalen. Så jeg havde en stor nyhed, som jeg skulle gå og gemme på.«
Var det svært?
»Ja, selvfølgelig. Også fordi at folk hele tiden spurgte. Jeg havde i mange år været nævnt som kandidat til at dømme en Champions League-finale, og 2004 var min næstsidste chance, inden jeg faldt for aldersgrænsen. Og det havde jo været ærgerligt ikke at få den i 2004 og så måske være skadet i 2005. Så det var meget oplagt, at jeg skulle have den det år, og derfor var der også mange, der spurgte.«
Var du ekstra nervøs op til kampstart?
»Ja og nej. Jeg tror, jeg var nervøs i 10 sekunder, og så tog den logiske sans over igen. Det er jo klart, at en finale er noget specielt. Alle kigger med. Og man kan godt i et kort øjeblik tænke ’hvad nu, hvis det går galt? Hvad nu, hvis jeg laver en kæmpe fejldom?’. Men så kommer den logiske sans og spørger, hvorfor det dog skulle gå galt. ’Nu har du dømt over 50 Champions League-kampe, og det er gået godt i alle kampene. Hvorfor skulle det dog gå galt i dag? Gå ud og gør, som du plejer, så skal det sgu nok gå’.«
Vi bestemmer
Hvad sagde du til dine linjedommere, Jens Larsen og Jørgen Jepsen, lige inden kampen?
»Det sædvanlige. At nu skal vi ud og vise, at det er os, der bestemmer. Og så ønskede vi hinanden god kamp. Vi sagde ikke noget særligt, fordi det var en finale. Det er jo vigtigt at gøre det til en fodboldkamp ligesom alle mulige andre. Finalen er ikke til for mig – jeg er til for finalen.«
Hvad husker du fra de 90 minutter?
»Jeg husker især en situation fra kampen. En vigtig situation. Lige inden Portos første mål vil Morientes (Monacos spanske angriber, red.) gerne have et frispark oppe midt på banen. Men der siger jeg bare: ’Videre! Der er ikke en skid. Det er skuespil’. Sådan en vurdering er jo vigtig, for hvis det var et fejlskøn, så havde jeg jo været med til at afgøre kampen. Men da jeg så ser situationen efter kampen, kunne jeg heldigvis se, at der ikke var frispark. At jeg havde set rigtigt.«
José Mourinho var træner for Porto dengang?
»Ja, det var faktisk hans sidste kamp for Porto. Jeg havde kun kontakt til ham én gang, og det var lige efter kampen, hvor han – sammen med sine to små sønner – kom hen og gav mig hånden og sagde tak for kampen. To dage senere blev han præsenteret som ny Chelsea-manager.«
Ingen ønskefinale
Er der gode penge i at dømme en Champions League-finale?
»Man får det samme, som man får for at dømme de øvrige Champions League-kampe. Jeg kan ikke huske det eksakte beløb, men det ligger et eller andet sted i nærheden af 20.000 kroner.«
Hvor højt på din personlige oplevelsesliste rangerer du finalen?
»Der er tit folk, der spørger, hvad der har været den største kamp i min karriere. Og der er Champions League-finalen selvfølgelig en af dem. Men man kan jo sige, at hvis man skulle sætte sig ned og ønske en Champions League-finale, så havde man nok ikke ønsket sig Porto-Monaco. Så havde man nok valgt nogle af de klubber, der har været i finalerne de seneste år. Eksempelvis Barcelona. Porto mod Monaco var ikke lige den mest sexede finale.«
