Rasmus Nissen Kristensen bragte hurtigt Frankfurt i front, men hjemmeholdet Stuttgart svarede prompte, og Nikolas Nartey blev matchvinder i en intens bundesligakamp tirsdag aften.
Opgøret endte 3-2 til Stuttgart, og både offensive aktioner og danske indslag satte sit præg på opgøret.
Indskiftede Nikolas Narteys matchvindermål blev scoret i det 87. minut.
Sejren til Stuttgart sender holdet op på en tredjeplads i Bundesligaen. Mandskabet går dermed forbi både RB Leipzig og Leverkusen og ligger kun bag Dortmund og Bayern München. Frankfurt ligger efter tirsdagens kamp på syvendepladsen.
Danskerne Oscar Højlund og Rasmus Nissen Kristensen var begge med i Frankfurts startopstilling, og sidstnævnte fik allerede en hovedrolle efter blot fire minutters spil.
Her steg Kristensen til vejrs ved forreste stolpe på et hjørnespark og headede på fremragende vis bolden ind i modsatte hjørne til 1-0. Det var den 28-årige danskers andet ligamål i sæsonen.
Stuttgart kom sig dog hurtigt over chokket og udlignede efter 27 minutter, da en stor målmandsfejl blev udnyttet. Frankfurts Kaua Santos kom ud af sit mål, men kiksede i forsøget på at gribe bolden, og Stuttgarts angriber Ermedin Demirovic havde let ved at sende den i nettet.
Kort efter tog hjemmeholdet føringen, da Deniz Undav med en elegant dribling snød Oscar Højlund og sparkede Stuttgart foran 2-1.
En tredje dansker kom på banen efter knap en times spil, da Stuttgarts Nikolas Nartey blev skiftet ind i stedet for målscorer Demirovic.
Efter 80 minutter kom så modsvaret fra gæsterne. Frankfurts Ayoube Amaimouni trak ind i boksen og sparkede bolden ind til 2-2.
Rasmus Nissen Kristensen var også tæt på at bringe Frankfurt foran igen med en farlig afslutning, der sneg sig forbi højre stolpe.
Det blev i stedet en anden dansker i Nikolas Nartey, der blev helten for hjemmeholdet. Han kom ind i feltet og opfangede en bold, som han sikkert satte indersiden på og gjorde det til 3-2.
Tirsdag vandt Bundesligaens nummer to, Dortmund, 3-0 over Werder Bremen, som havde den danske midtbanespiller Jens Stage på banen i alle 90 minutter.
Mainz slog samtidig Heidenheim med 2-1 på hjemmebane. Gæsterne havde danskeren Mikkel Kaufmann med fra start i det vigtige bundopgør. Sejren bragte Mainz op på 16.-pladsen, mens Heidenheim ligger sidst som nummer 18.
/ritzau/
