Den svenske klub Hammarby sparkede Jakob Michelsen ud som træner tidligere på ugen. Og nu fortæller klubbens administrerende direktør, Henrik Kindlund, at ansættelsen af den danske træner fra starten af var en fejl.

»Til at begynde med må vi konstatere, at der ingen fremgang er, og det var en fejlansættelse, som mislykkedes. Og med det i tankerne, så var det en nem beslutning at fyre ham. Det var en hård beslutning, men ud fra de forventninger, vi havde, så var beslutningen nem,« siger Henrik Kindlund ifølge klubbens hjemmeside.

 
Kasper Dolberg fylder 20 i dag. Det bliver fejret med en masser gaver og en fødselsdagsvideo.
Vis mere

Der var ellers store forventninger til Jakob Michelsen, da han blev ansat i den traditionsrige svenske klub tilbage i 2016. Før ansættelsen havde han haft stor succes i SønderjyskE og blev blandt andet kaldt for ’Mini-Mourinho’.

Henrik Kindlund fortæller, at samarbejdet mellem klubben og den danske træner slet ikke fungerede. Og da situationen blev endnu værre i sidste del af efteråret, var bærgeret ved at flyde over. Ifølge direktøren ville Jakob Michelsen opnå de sportslige resultater på en anden måde, end klubben ønskede.

Samtidig fortæller Henrik Kindlund, at årsagen til fyringen ikke har været, fordi der har været en magtkamp mellem den danske træner og klubbens sportsdirektør, Jesper Jansson. Det har ellers været rygtet.

»At dette har været en magtkamp mellem Jesper og Jakob, det kan man godt glemme alt om, det er ikke rigtigt. Vi har en måde i klubben, som vi arbejder med de sportslige aktiviteter på, og vi føler, at Jakob ikke ønskede at arbejde på samme måde,« siger Henrik Kindlund.

 
Atlético Madrid vandt 2-0 over Getafe CF i 18. spillerunde af La Liga.
Vis mere

Jakob Michelsen havde to år tilbage af sin tre år lange kontrakt i klubben, da han blev fyret. Og Henrik Kindlund oplyser, at det har selvsagt har kostet at sparke den danske træner ud før tid. Dog er det ikke to årlige lønninger ifølge den administrerende direktør, der alligevel påpeger, at fyringen har en vis indvirkning på det sportslige budget.

Den svenske liga, Allsvenskan, er endnu ikke begyndt. I sidste sæson under ledelse af Jakob Michelsen sluttede Hammarby på niendepladsen.