Julius Beck er en rekordmager.

Danskeren var kun 16 år og 12 dage, da han sidste år i maj blev den yngste person til at spille i Superligaen for Sønderjyske, og nu har han så skrevet sig ind i historiebøgerne i selveste Serie A.

Som kun 17-årig blev han i oktober skiftet ind for sin klub Spezia i et opgør mod Lazio, og det har ingen anden dansker gjort så tidligt i livet som ham.

»Da jeg havde fået debut i Rom mod Lazio, var jeg stolt og glad, men så snart jeg gik ud af omklædningsrummet, var jeg videre oppe i hovedet og ville bare ud på træningsbanen og arbejde endnu hårdere for at udvikle mig. Og for at vise, at jeg fortjener den chance, jeg har fået,« Julius Beck og tilføjer:

»Min debut var ikke et mål i sig selv. Det var bare starten på alt det, jeg vil. Det var dejligt med den anerkendelse for min indsats og min udvikling og er et bevis for, at når jeg arbejder hårdt, så kommer tingene lige så stille.«

»Næste mål er flere minutter på banen, og det sker kun, hvis jeg arbejder hårdt hver eneste dag på træningsbanen og hjælper mit hold og min klub dér, hvor jeg kan. I fodbold har alle i en trup en rolle og et ansvar for, at de startende 11 præsterer optimalt, så jeg gør, hvad jeg kan i min rolle. Og jeg kan garantere, at jeg er 100 procent parat, når træneren mener, jeg kan hjælpe holdet ved at spille mere.«

»Klubben har givet mig chancen i Serie A-truppen, hvor der virkelig er mange gode spillere, og jeg ved jo godt, at jeg er meget ung i forhold til stort set alle andre i ligaen, så jeg er glad for det og vil betale tilbage. Klubbens mål er overlevelse – og det kæmper og arbejder vi hårdt for at levere,« fortsætter han.

Julius Beck synes, at forskellen på oplevelserne i Superligaen og Serie A har været meget markante.

»Jeg nåede lige at være med i Superligaen, da jeg fyldte 16, så jeg kan godt sammenligne, og der må jeg bare sige, at der er en tydelig forskel på tempo og kvalitet på alt omkring træning og kamp – og på alle spillere i truppen. Niveauet er langt højere hernede med en masse fantastisk dygtige spillere i ligaen, og det er mega fedt,« forklarer han og uddyber:

»Jeg har også selv udviklet mig rigtigt meget som spiller, siden jeg kom til Spezia sidste sommer – især mit spil med bolden – men også helt klart fysisk. Jeg er blevet større og stærkere og bruger min krop bedre – og jeg skal lægge endnu mere på. Jeg ved godt, jeg er ung, men føler bestemt, at jeg godt kan være med.«

Det er han ikke ene om at synes. Siden debuten har midtbanespilleren med ledergenerne været med i Spezias kamptrup hver gang, og det blev også til minutter i Coppa Italia.

De store skridt i karrieren i Italien er kommet efter blot lidt over et år som Spezia-spiller.

»I min første sæson var jeg på ungdomsholdet, Primavera, men nu er jeg udelukkende i Serie A-truppen. Det er en naturlig udvikling, og jeg føler, at jeg bestemt godt kan være med, men at jeg selvfølgelig skal arbejde super hårdt for hele tiden at udvikle mig. Uden for banen er min søster og hendes kæreste flyttet ned til mig, og det giver en god ro og dermed mere energi og overskud til fodbolden. Så det rykker virkelig,« pointerer han.

Julius Beck er samtidig med opgaverne for Spezia også anfører for Danmarks U18-landsholdet, som i den kommende uge skal Portugal, Irland og Japan.

»Det er mega dejligt at komme hjem og spille med de gutter, man har det godt med – og spille nogle fede kampe mod blandt andet stærke Portugal og så mod Japan, som bliver en anderledes oplevelse at møde. Det er stort at have den rød-hvide trøje på, og for mig personligt giver det en ekstra dimension med anfører-armbindet. Jeg elsker at gå 100 procent ind i det, jeg gør – og elsker at tage ansvar og pres på mig,« slutter kometen.