Temposkift. Driblinger. Mål.

Michael Krohn-Dehli scorede lidt af en perle, da hans Sevilla onsdag aften vandt Copa del Rey-lokalderbyet over Betis Sevilla med 2-0.

Allerede efter 13 minutter modtog den danske landsholdspiller bolden i venstre side, og så skar han sig ellers ustoppeligt vej gennem forsvaret og lagde kuglen i kassen.

Selv forklarede han således om sit mål: »Banen åbnede sig foran mig, og så gik jeg ellers lige mod mål,« sagde Michael Krohn-Dehli til sit holds hjemmeside:

»Jeg arbejder for at hjælpe mit hold, og jeg er meget stolt, for det var ikke en helt normal kamp, så jeg er meget glad,”« sagde Michael Krohn-Dehli efter den intense kamp.

Michael Krohn-Dehli lagde ikke fingrene imellem i jubelscenen foran rivalernes fans.
Michael Krohn-Dehli lagde ikke fingrene imellem i jubelscenen foran rivalernes fans. Foto: JOSE MANUEL VIDAL
Vis mere

Dani Ceballos fra Betis Sevilla sagde efter kampen til Marca: »Vi trak os lidt for langt tilbage på banen, og Krohn-Dehli og (Ever, red.) Banega udnyttede de åbne områder godt og gjorde stor skade på os. Ved det første mål overrumplede mine holdkammeraters positionering mig.«

I det hele taget var det en blændende første halvleg fra Michael Krohn-Dehlis side. Ifølge statistik-sitet Opta ramte midtbanespilleren en medspiller på samtlige 22 afleveringer på modstanderens banehalvdel i de første 45 minutter.

Michael Krohn-Dehli i duel med Joaquin Sanchez.
Michael Krohn-Dehli i duel med Joaquin Sanchez. Foto: JOSE MANUEL VIDAL
Vis mere

Michael Krohn-Dehli, der for en gangs skyld var med i startopstillingen, blev skiftet ud med et kvarter tilbage af kampen.

Efterfølgende sagde Sevilla-træner Unai Emery: »Krohn-Dehli birdrog med en masse inde på midten af banen.« Ligeledes til Marca.

Det var danskerens tredje mål i denne sæson. To af dem er faldet i Copa del Rey.