Daniel Wass var på pletten med et supermål for Evian, mens der også var dansk scoring i den hollandske Æresdivision lørdag aften.

Mens klubber som Chelsea og Bayern München høstede vigtige point på de største lørdagsscener, var der også dansk jubel på andre europæiske fodboldstadions.

Daniel Wass var med sin scoring til 1-2 for Evian hjemme mod Montpellier stærkt medvirkende til at skaffe kildevandsbyen et point efter slutstillingen 2-2.

Mens Daniel Wass scorede en sand perle direkte på frispark fra sin plads på Evians midtbane, måtte landsmanden Jesper Hansen se til fra sin plads på Evians bænk.

Også Mads Albæk måtte se til fra bænken hele kampen, da hans franske hold Reims kom bagud mod Guingamp, men alligevel nåede at sikre sig et 1-1-resultat.

Landsholdets Simon Kjær var skadet og ude af Lilles trup. Men han  kunne se sine holdkammerater spille sig tllbage i topstriden med en sejr på 2-0 ude over Sochaux.

Så var der anderledes grund til dansk jubel i Holland, hvor den tidligere Brøndbyspiller Mathias Gehrt fik hul på målbylden.

Den klejne kreatør scorede sit første mål for hollandske ADO Den Haag med hovedet efter 56 minutter mod Nijmegen med danske Kevin Conboy på holdet. Nijmegen fik dog udlignet efter Mathias Gehrts føringsmål og sikrede sig dermed et enkelt point.

Dennis Rommedahl var ikke med i Waalwijks 1-4-nederlag ude mod Groningen, mens Andreas Bjelland spillede alle 90 minutter i forsvaret, da Twente vandt 3-0 ude over Heracles.

Også i Belgien blev det til dansk scoring, da Mads Junker fik lov at score det sidste mål i Mechelens 4-2-sejr over Mons.