Angriberen Kasper Junker scorede hattrick, da Bodø/Glimt vandt sin sjette kamp på stribe i Norge.

Den danske angriber Kasper Junker er flyvende i norsk fodbold.

Søndag aften scorede 27-årige Junker sit andet hattrick i sæsonen, da Bodø/Glimt satte Brann til vægs med 5-0 i Eliteserien.

De overbevisende cifre fortæller meget godt historien om Bodø/Glimts suveræne indledning på sæsonen.

Seks kampe har resulteret i seks sejre og en imponerende målscore på 24-6.

Det placerer Bodø/Glimt på førstepladsen, mens Molde følger efter med to point færre.

Junker har med søndagens hattrick nettet otte gange i ligaen i indeværende sæson.

Den tidligere Horsens-, AGF- og Randers-spiller fik aldrig sit store gennembrud i Superligaen, men i Norge viser han gode takter.

Søndag aften var han noteret for to scoringer, inden der var spillet et kvarter. Første mål faldt efter syv minutter, hvor Junker var hurtigt over en løs bold i feltet. 2-0-scoringen blev sat ind fra tæt hold på ægte angribermanér.

Herefter måtte Junker i første omgang overlade scenen til landsmanden Philip Zinckernagel, som på et straffespark scorede til 3-0.

Men punktummet blev sat af Junker, som ni minutter inde i anden halvleg sparkede bolden fladt i det fjerneste hjørne til slutresultatet 5-0.

/ritzau/