Den danske forsvarsspiller Rasmus Nicolaisen markerede sig fredag med et flot hovedstødsmål mod Paris Saint-Germain på udebane.
Desværre for ham og midterholdet Toulouse rakte det dog ikke til point mod Ligue 1's førerhold, der vandt 3-1 efter to scoringer af Ballon d'Or-vinder Ousmane Dembele.
Dembeles første træffer godt midtvejs gennem første halvleg var en fryd for øjet.
En Toulouse-forsvarer satte foden på et indlæg fra højre, og bolden hoppede i en blød bue ud mod kanten af feltet. Her stod Dembele klar, og helflugtede på kunstnerisk vis kuglen i kassen med stor fart.
Fire minutter senere havde PSG-keeper Matvey Safonov store problemer med et indadgående hjørnespark, og Nicolaisen headede den løse bold over venner og fjender og i nettet til 1-1.
Dembele genoprettede PSG's føring kun en håndfuld minutter senere, da han sendte Khvicha Kvaratskhelias hovedstød efter et hjørnespark de sidste centimeter over målstregen.
Det endte som et helt fortjent sejrsmål, inden indskiftede Goncalo Ramos i slutminutter lukkede til slutresultatet.
/ritzau/
