Historisk, spektakulær og mindeværdig. Men også grotesk, kaotisk og skandaløs.

Senegal slog Marokko 1-0 ved de afrikanske mesterskaber, Afcon, og finalen havde ifølge freelancejournalist Buster Emil Kirchner det hele.

- På alle mulige måder var det en vild og kaotisk oplevelse. Det var svært at fatte, hvad der egentlig foregik.

- Det var groteske scener og en skændsel for afrikansk fodbold, at det kunne finde sted, siger Buster Emil Kirchner, der for sjette gang dækkede turneringen.

Han har ikke oplevet noget lignende før, når han skal sætte ord på de scener, der udspandt sig i afslutningen af den ordinære spilletid i finalen, da Marokko fik tilkendt et straffespark.

- Det hele gik amok i tillægstiden. Efter en VAR-konsultation, hvor der blev dømt straffespark til Marokko, begyndte Senegals fans at storme banen og slås med sikkerhedsvagterne bag det ene mål.

- Det var værst nede ved senegalesernes mål, hvor der var deciderede slagsmål med politiet. Folk kastede med stole og den slags cocktailborde, man i Danmark oftest bruger til receptioner og deslige.

- Til sidst var der nærmest flere sikkerhedsvagter, politifolk og stewards, end der var fans i det område. Nogle af tilskuerne lykkedes alligevel med at komme ind på banen, siger journalisten, der normalt er bosat i Zambia.

Han havde svært ved at følge med i det hele oppe fra medietribunen, hvor det også ulmede med uro og utryghed, mens han skulle skrive om kampen.

De senegalesiske spillere udvandrede i protest og var væk i et kvarters tid, før Marokkos angriber Brahim Díaz kunne få lov at sparke straffesparket, som blev grebet ud i midten af målet.

- Der stod senegalesere og sikkerhedsvagter to-tre meter inde på selve banen i den modsatte ende, da Brahim Díaz forsøgte sig med en panenka.

- Det hele kogte over, og det var svært at vide, hvor man skulle kigge hen, siger Buster Kirchner.

Der var også en ophedet atmosfære på pressepladserne, hvor flere journalister kom i klammeri, efter at Senegal scorede det afgørende mål i den forlængede spilletid.

En marokkansk journalist tyrede blandt andet en vandflaske afsted, som ramte et bord.

- Da Senegal bragte sig foran på drømmehugget af Pape Gueye, og marokkanerne lige pludselig kiggede ind i et finalenederlag, begyndte journalisterne at slås.

- Der var håndgemæng, og folk skubbede til hinanden. De marokkanske journalister ville have de senegalesiske og subsahariske journalister bortvist fra medietribunen for at juble for meget.

- Det var et kæmpe paradoks, da de marokkanske journalister havde jublet under hele turneringen, når Marokko scorede, påpeger Buster Kirchner.

Som en af de få danske journalister, der har dækket de afrikanske mesterskaber tæt, har han også en helhedsbetragtning.

- Der er nu opstået sprækker i, hvad der ellers var et godt organiseret og afviklet mesterskab. Op til det 92. minut af finalen har det været en af de bedst afviklede udgaver af turneringen.

- Det har ikke været perfekt, men det har været langt bedre end andre slutrunder, vurderer han.

Marokko skal være medvært ved fodbold-VM i 2030 og ville gerne afholde et pletfrit mesterskab. Det gik godt indtil den overophedede finale i Rabat.

- Følelserne hos begge lande var så store, at den smukke og standardiserede ramme krakelerede. Det er på et højere niveau også et nederlag for landets turismestrategi.

- Marokko vil gerne fremstå som et land, der er sikkert og godt. I den sammenhæng giver finalen skår i glæden, siger Buster Kirchner.

Det var Senegals anden triumf ved de afrikanske mesterskaber. Landet vandt også titlen i 2021. Marokko har stadig ikke vundet titlen siden 1976.

/ritzau/