Anders Christiansen er vred, efter Malmö-fans blev beskudt med fyrværkeri af bøller i kamp mod Union Berlin.

Mødet mellem Malmö FF og Union Berlin torsdag aften blev afbrudt på grund af tilskueruroligheder.

Kampen i Europa League blev stoppet efter en times spil, og spillerne sendt fra banen i 25 minutter, da ballademagere fra gæsternes tilskuerafsnit affyrede raketter mod Malmö-fansene.

Malmö-anfører Anders Christiansen var oprørt, da han efter kampen talte med Viaplay.

Foto: 50090 Johan Nilsson/TT
Vis mere

»Det er så trist. Vi spillede en fantastisk fodboldkamp i en fantastisk ramme.«

»Vi spillede godt, men der er nogle få, der skal spolere det. Det er ikke kun i dag, men i dag er en katastrofe. Der er familier, der sidder på tribunerne,« siger Anders Christiansen ifølge fotbollskanalen.se til Viaplay.

Flere steder har der de seneste uger været tilskuerballade i forbindelse med kampe i de europæiske klubturneringer.

Torsdag aften skabte fans af hollandske Feyenoord også uro i Herning før kampen mod FC Midtjylland.

Der blev kastet med fyrværkeri under torsdagens kamp i Malmø, hvor kampen blev afbrudt i 25 minutter. 50090 Johan Nilsson/Tt/Ritzau Scanpix
Der blev kastet med fyrværkeri under torsdagens kamp i Malmø, hvor kampen blev afbrudt i 25 minutter. 50090 Johan Nilsson/Tt/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det sker over hele Europa. Jeg ved ikke, hvad dælen det er, der foregår i Europa lige nu. Det dræber stille og roligt fodbolden, for folk gider ikke gå på stadion. Det er pinligt,« siger Anders Christiansen til Viaplay.

Malmö FF endte med at tabe kampen til Union Berlin, der havde danske Frederik Rønnow i målet.