Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Mange kan nok relatere til følelsen.
Alle de timer i folkeskolen, hvor man håbløst læste op fra eksempelvis de tyske gloser, giver ikke altid pote, når man så rent faktisk står i Tyskland og skal vise sine færdigheder.
Det var netop, hvad den tidligere AGF- og FCK-profil Jens Stage må gennemgå, mens han stiger i graderne og bliver en mere og mere vigtig brik i Werder Bremen.
»Jeg plejede at have lidt tysk i skolen - men jeg har glemt alt,« fortæller han i Werder-Strom-Talk.
»Jeg forsøger at tale meget tysk med fysioterapeuterne og spillerne - men også med min nabo.«
Midtbanekrigeren har fundet sig godt tilpas på banen på det seneste, men udenfor er der altså en ting, som han mangler.
Stage savner simpelthen den danske specialitet medisterpølse.
I interviewet må han forklare, at det ikke er som tyskernes bratwurst, men lidt derhenad.
»Jeg elsker det.«
»Men jeg må sige, at niveauet af pølse i Tyskland også er ret godt,« tilføjer han med et grin.
Stage har været med i 20 ud af 21 Bundesligakampe for Werder Bremen, der ligger i midten af tabellen.