Daniel Iversen er i spil som erstatning for Kasper Schmeichel i Leicesters sæsonpremiere.

Kasper Schmeichel er draget til franske Nice, men Leicester kan alligevel ende med en dansker mellem stængerne.

I første omgang i sæsonpremieren mod Brentford på hjemmebane søndag.

Den 29-årige walisiske landsholdskeeper Danny Ward bliver godt nok omtalt som "nummer et", men han har været skadet i opstarten, og derfor er 25-årige Daniel Iversen i spil til kampen mod Brentford.

Daniel Iversen har spillet med i de fleste af Leicesters testkampe i opstarten og kan søndag få debut for Leicester og i Premier League. Ed Sykes/Ritzau Scanpix
Daniel Iversen har spillet med i de fleste af Leicesters testkampe i opstarten og kan søndag få debut for Leicester og i Premier League. Ed Sykes/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Bare vent og se, så finder I ud af det,« siger manager Brendan Rodgers fredag om sit valg af målmand i sæsonpremieren, ifølge lokalmediet Leicester Mercury.

Iversen har spillet en del af testkampene i opstarten, efter at han er vendt tilbage fra et succesfuldt lejeophold i Preston fra den næstbedste række.

Danny Ward har blot trænet i en uge og spillet en uformel testkamp bag lukkede døre.

Uanset hvem Rodgers vælger søndag, bliver det på sigt Ward og Iversen, der skal kæmpe om spilletiden.

»Jeg kigger efter en keeper, der kan forhindre bolden i at gå i nettet, kan fordele spillet og håndtere presset.«

»Jeg har hele tiden sagt, at Ward er nummer et. Iversen har været ude og har gjort det godt. Jeg føler ikke, at jeg behøver at kigge efter en ny målmand ude fra,« siger Rodgers.

Ward fik i slutningen af sidste sæson sin første kamp i Premier League for Leicester efter næsten fire sæsoner som Schmeichels backup.

Iversen får officiel debut for Leicester og i Premier League, hvis han spiller mod Brentford.

/ritzau/