VM-billetter på spil. 

For det er knald eller fald, når Danmark og Nordmakedonien torsdag aften tørner sammen i Parken.

Sønderjyske-spilleren Lirim Qamili er født og opvokset i Danmark, men spiller for det nordmakedonske landshold. 
Sønderjyske-spilleren Lirim Qamili er født og opvokset i Danmark, men spiller for det nordmakedonske landshold.  Foto: Toms Kalnins/EPA/Ritzau Scanpix

Et sandt dansk skrækscenarie lurer. Og en af dem der kan blive den helt store skurk – set med danske briller – er Sønderjyske-spilleren Lirim Qamili.

Han er født og opvokset i Glostrup, og så er han søn af nordmakedonske forældre med albanske rødder. Derfor blev han i marts 2024 udtaget til det nordmakedonske landshold.

I ungdomsårene spillede den offensive spiller ellers for det danske ungdomslandshold. Og drømmen var at fortsætte.

Det fortæller hans far, Agim Qamili, da B.T. møder ham forud for kampen.

Lirim Qamilis far, Agim Qamili, kom til Danmark for 35 år siden. I dag driver han en restaurant – Armando's – i Gentofte. 
Lirim Qamilis far, Agim Qamili, kom til Danmark for 35 år siden. I dag driver han en restaurant – Armando's – i Gentofte.  B.T.

»For at være helt ærlig var hans drøm det danske landshold. Men så kontaktede Nordmakedonien ham. Alle unge drømmer om landsholdet – om det er Danmark eller Makedonien, er lige meget. Så han tog chancen, og så blev han udtaget. Nu kører det.«

Torsdag kæmper Lirim Qamili både for Nordmakedonien og for at sikre en sand milepæl i sin egen karriere: en slutrunde.

Alligevel vil en sejr mod Danmark ikke gå ubemærket hen, siger hans far, der skal i Parken med sin familie torsdag.

»Han kommer ikke til at have det sjovt, men han skal jo gøre sit arbejde. Sådan er fodbold. Jeg håber ikke, at danskerne bliver sure – uanset hvordan det går. Vi må acceptere udfaldet,« siger han og tilføjer:

Jeton Qamili holder med sin bror torsdag aften, når han ser kampen med familien i Parken. 
Jeton Qamili holder med sin bror torsdag aften, når han ser kampen med familien i Parken.  B.T.

»Danmark kunne jo have taget ham ind, men sådan er det. Min familie og jeg kommer til at have det sjovt i Parken, lige meget hvad.«

Også Lirim Qamilis lillebror, Jeton Qamili, håber, at danskerne tager det pænt, hvis hans bror ender som skurken.

»Sådan er gamet. Det eneste, man kan sige, er: Må det bedste hold vinde. I sidste ende er det jo sådan, fodbold er,« siger han til B.T. 

Danmark og Nordmakedonien spiller torsdag aften klokken 20.45, og B.T. følger kampen live.