En tur til Mexico kan man altid bruge.

Men for Daniel A. Pedersen var der ekstra mange gode grunde til at nyde en Corona og en burrito i Sydamerika efter sæsonen. For det går godt for midtbanemanden, der forlod AGF i sommer for at tage til Norge og Lillestrøm og forsøge at vende en truende nedrykning.

Det er faktisk gået så godt, at han efter bare fire måneder er vurderet som en af den norske klubs bedste spillere.

»Avisen heroppe kårer Årets Spiller på baggrund af de karakterer, de har givet igennem hele sæsonen. I forhold til ratings blev jeg kåret til Årets Spiller, og det er jeg selvfølgelig glad for,« siger Daniel A. Pedersen.

Daniel A. Pedersen i 2015, da han spillede for Silkeborg.
Daniel A. Pedersen i 2015, da han spillede for Silkeborg. Foto: Claus Fisker
Vis mere

Og det skete på baggrund af et fint efterår for Lillestrøm, hvor det lignede en nedrykning, men endte med stor ekstase på Åråsen Stadion.

»Der blev ladet op i hele ugen til den kamp. Der var nerver i hele byen, for Lillestrøm er en rigtig fodbold-by. Vi spiller heldigvis årets bedste kamp og slår dem stensikkert 2-0, og vi kunne have vundet 5-0. Det var så fedt,« fortæller Daniel A. Pedersen og beskriver minutterne efter den vigtige sejr over Kristiansund.

»Det eksploderede fuldstændig i omklædningsrummet, men da dommeren fløjtede af, stod vi med fansene i ekstremt lang tid, selv om det var stjernehamrende koldt. De havde ikke lyst til at at tage hjem, og vi ville ikke væk derfra. Vi ville bare fejre det.«

Og det blev fejret i Lillestrøm. Eller langt væk fra Lillestrøm. Bødekasserne i Norge er nemlig af sådan en kaliber, at man kan tage en tur til Mexico for pengene, og det gjorde Lillestrøm. En uge med sol og sjov.

Efter fire måneder i en ny by og et helt nyt land for den 26-årige midtbanemand.

»Det har været rigtig fedt. Specielt, når jeg kommer et nyt sted hen og skal bevise over for nogle, der ikke kender en, at man godt kan spille fodbold. Men klubben har også hjulpet meget og sørget for, at jeg har det godt. Når alt fungerer uden for banen, er det nemt at få det til at fungere på banen også,« siger Daniel A. Pedersen, der trods kort tid i Lillestrøm allerede har gjort sig så fint bemærket, at andre klubber rører på sig.

»Der har været lidt rygter hist og her allerede. Men jeg er rigtig glad for at være i Lillestrøm. Jeg skal også snakke med klubben på et tidspunkt.«

Nu venter så en lang opstart. For først til marts starter sæsonen i Norge igen.