Det tidligere stortalent Emil Lyng glemmer aldrig én helt særlig søndag aften i Paris.

Året er 2008, og den unge danske fodboldspiller er netop blevet solgt til franske Lille fra AGF. Her går der dog ikke længe, før den blot 19-årige offensivspiller skal i byen med holdkammeraterne, han selv kalder for »de dyre drenge«.

De dyre drenge tager et smut til Paris i en friweekend, hvor der skal festes på en måde, som han aldrig kommer til at glemme. Det fortæller den tidligere Superliga-spiller i bold.dk's podcast 'Tæt på'.

»Vi endte på en natklub, der hed 'VIP' på Champs-Élysées sammen med nogle spillere fra Paris Saint-Germain. Det var det vildeste setup med lysekroner og store flasker champagne ved indgangen,« fortæller han i 'Tæt på'.

Emil Lyng afslører vilde byture fra sin tid i fransk fodbold.
Emil Lyng afslører vilde byture fra sin tid i fransk fodbold. Foto: JULIEN WARNAND
Vis mere

Og mens den unge dansker er begravet i benovelse over at sidde ved samme bord som blandt andre Eden Hazard og Claude Makélélé, bliver de mange fodboldspilleres stjernestatus toppet gevaldigt, da to personer melder deres ankomst.

»Pludselig kommer Cameron Diaz og Tara Reid ind ad døren, som dengang var de helt hotte i filmverdenen,« fortæller Emil Lyng videre.

Den unge dansker skiftede i 2008 til det franske storhold Lille, men opholdet var plaget af skader og lejeophold til både Zulte Waregem og FC Nordsjælland.

I årene efter nåede Emil Lyng ligeledes at spille i yderligere otte klubber – heriblandt Silkeborg og Esbjerg – inden han som 31-årig stoppede karrieren sidste år i Middelfart.