Ole Tobiasen er midlertidig cheftræner i den hollandske klub Heerenveen.

Det skriver klubben fredag eftermiddag på sin hjemmeside.

For nylig fyrede Heerenveen cheftræner Johnny Jansen, som Tobiasen var assistent for. Nu har klubben altså fundet en løsning frem til sommer.

Ole Tobiasen får således lov til at stå i spidsen for mandskabet i resten af sæsonen. Indtil nu har den været omskiftelig.

En god periode i efteråret blev i december og januar afløst af fire nederlag i træk, og det kostede i sidste uge Johnny Jansen jobbet.

- Da Johnny smuttede, havde vi tre muligheder. Vi kunne hyre en midlertidig træner udefra, finde en cheftræner til den lange bane eller gøre sæsonen færdig med den nuværende stab.

- Vi synes, den tredje mulighed er bedst, siger Heerenveens tekniske manager, Ferry de Haan.

Tobiasen blev således hængende i klubben og er altså nu forfremmet til chef i resten af sæsonen med støtte fra den resterende trænerstab.

46-årige Tobiasen har tidligere været cheftræner i Almere City i den næstbedste række. Han har også andre trænerroller i klubber som Roda, Sparta Rotterdam, NAC Breda og Excelsior.

Som aktiv spillede han blandt andet for netop Heerenveen, Ajax, FC København og AaB.

Han fik også seks landskampe og scorede i sin sidste optræden for Danmark et vigtigt mål mod Schweiz i en EM-kvalifikationskamp.

Heerenveen ligger nummer ti i tabellen ved Tobiasens tiltrædelse.

46-årige Tobiasen har været i den hollandske klub siden i sommer.