Det danske fodboldår i 2018 har været fremragende, og meget tyder på, at der popper flere nye stjerner op i det nye år.

Herunder kårer B.T. Sport de 10 fodboldspillere, der får deres helt store gennembrud i 2019.

Eneste krav er, at de endnu ikke har fået deres debut på A-landsholdet.

10. Andreas Poulsen, Gladbach

Andreas Poulsen.
Andreas Poulsen. FRIEDEMANN VOGEL

Han er stadig den dyreste danske teenager nogensinde. For Andreas Poulsen blev solgt fra FC Midtjylland til Gladbach for 35 millioner kroner.

Venstrebacken venter stadig på sin Bundesliga-debut, men i pokalturneringen fik han en kamp i første runde mod BSC Hastedt, mens han i den fjerdebedste tyske række har spillet syv kampe for Gladbachs andethold.

Der skal kun en skade eller manglende form hos en back eller to til, før Poulsen også får chancen i Bundesligaen. Og så skal den tidligere FCM'er bare gribe den.

9. Andreas Skov Olsen, FC Nordsjælland

Andreas Skov Olsen.
Andreas Skov Olsen. Anders Kjærbye

Sikke et efterår for FC Nordsjælland-angriberen. 11 mål i 20 kampe, og han er kun 18 år.

Det er sådan noget, der kan give billet til lidt større og sydligere adresser. For med sådan et spark og den evne til at finde den rigtige position i feltet vil en ung spiller altid blive interessant.

Når man som Skov Olsen samtidig har både en god teknik og statur, der samtidig kan tilføjes mere fysik, er der masser at bygge på. Hvis målscoringen fortsætter i foråret, er han næppe i Superligaen meget længere.

8. Victor Jensen, Ajax

Victor Jensen.
Victor Jensen.

Der er aldrig lang vej fra dygtige ungdomsspillere i Ajax til førsteholdet.

Victor Jensen er en sådan, og den 18-årige dansker forsøger at vise sine evner frem i blandt andet Youth League, hvor han har scoret tre gange i fem kampe.

Først skal den driblestærke dansker dog have gang i målscoringen i den næstbedste række for Ajax 2, hvor han efter syv kampe i denne sæson stadig har sit første mål til gode. Men talentet er der, og med en pris på 26 millioner, da han blev solgt fra FCK, er der også forventninger til danskeren.

7. Elias Fritjof Sørensen, Newcastle

nufc.co.uk

Elias Fritjof Sørensen kan ikke stoppe med at lave mål i det engelske. Den 19-årige angriber spiller på Newcastles U23-hold i Premier League 2, og her er han topscorer med 11 mål i 11 kampe.

Dertil har han også scoret fire mål i fire kampe i den lille pokalturnering EFL Trophy for klubber i den tredje- og fjerdebedste række samt 16 Premier League-ungdomshold.

Elias Fritjof Sørensen har også allerede trænet med profferne i Newcastle, og måske debuten kommer i 2019.

6. Mathias Jensen, Celta Vigo

Mathias Jensen.
Mathias Jensen. Salvador Sas

Det har været en svær start for den elegante spilfordeler i Celta Vigo, efter han skiftede som en af Superligaens profiler fra FC Nordsjælland.

Han har haft svært ved at komme på holdet og har også siddet ude med en skade. Men der er bare noget ekstraordinært i den pasningsstærke spiller.

Og med træning på spansk vil hans i forvejen latinske spillestil kun styrkes. Hvis Mathias Jensen får chancen og griber den i Celta Vigo, kan han virkelig blive en, der skal holdes utroligt meget øje med i det nye år.

5. Joakim Mæhle, Genk

Joakim Mæhle.
Joakim Mæhle. YORICK JANSENS

Den unge nordjyde nåede lige at vise prøver på sit fantastiske talent og sin version af en moderne, offensiv back i AaB, inden Genk slog til og hentede ham.

Det har de været glade for.

På Belgiens tophold har Joakim Mæhle spillet med i samtlige 19 ligakampe - og 18 af dem fra start, mens han også noterer sig for 11 kampe i Europa League. Han er sikker mand på det øjeblikkeligt bedste hold i Belgien, og 2019 kunne sagtens blive året, hvor Mæhle tog et skridt op. Enten på landsholdet eller i klubregi.

4. Joachim Andersen, Sampdoria

Joachim Andersen.
Joachim Andersen. ALBERTO PIZZOLI

Juventus, Tottenham og Inter. Det er de store klubber, der har vist mere end blot almindelig nysgerrighed for den 22-årige danske midterforsvarer.

Det har de gjort, fordi Joachim Andersen siden skiftet fra Twente i Holland til Sampdoria i Italien har gjort sig voldsomt godt bemærket.

Også storklubben Manchester United nævnes ofte i forbindelse med Joachim Andersen, der fik en flot ny kontrakt med Sampdoria på grund af sine præstationer. Danmark kan bare producere midterforsvarere, og noget tyder på, at Andersen bliver den næste store.

3. Philip Billing, Huddersfield

Philip Billing.
Philip Billing. ED SYKES

22 år og allerede over 30 Premier League-kampe. Philip Billing tog den alternative vej mod toppen, da han skiftede fra Esbjergs ungdomsafdeling til Huddersfields ditto, da klubben blot var i The Championship.

Billing var med til at spille klubben op i milliardærklubben Premier League, og her har han stort set spillet fast, når han har været skadesfri.

Han er også en af de drenge, der nok havde fået sin A-landsholdsdebut, hvis ikke det havde været for de store ambitioner på U21-landsholdet.

2. Robert Skov, FC København

Robert Skov.
Robert Skov. Claus Fisker

18 mål i Superligaen i efteråret. Det er helt vildt, hvad Robert Skov har lavet det seneste halve år. Mål på frispark, langskud og sågar med hovedet.

FC København vil gøre alt for at holde på ham i januar, men til sommer kan det allerede være slut efter halvandet år i København.

Mange klubber vil helt sikkert kigge på ham, og med U21-EM som udstillingsvindue kan Robert Skov vise sig frem på en scene, hvor de største klubber også holder øje og ofte træffer deres endelige beslutninger.

1. Jacob Bruun Larsen, Dortmund

Jacob Bruun Larsen.
Jacob Bruun Larsen. ODD ANDERSEN

Han er jo allerede en stjerne, men landsholdsdebuten lader vente på sig.

Den skal han dog nok få i 2019. Jacob Bruun Larsen kan nemlig snart ikke undgås for Åge Hareide, der kan se den 20-årige kantspiller spille weekend efter weekend i Bundesligaen.

Her har han gjort det fremragende i konkurrence med nogle af Europas største talenter, og Jacob Bruun Larsen må vurderes som fast mand efterhånden.

Det er han også på U21-landsholdet, hvor en vigtig slutrunde venter til sommer.